Malmö Arena var bogstavelig talt pakket ind i pigtråd og jernhegn.

Politifolk fra Norge og Danmark var ilet til nabolandet for at assistere deres svenske kolleger.

Sikkerheden var så massiv, at selv den danske grand prix-legende Kirsten Siggaard ifølge Ekstra Bladet hele tre gange skulle igennem sikkerhedskontrol, før hun kunne få lov at gæsteoptræde.

Frygten for uroligheder og voldelige sammenstød i forbindelse med de massive propalæstinensiske demonstrationer under Eurovision Song Contest fik de svenske værter til at skrue helt op for sikkerheden.

Dagen efter finalen, der blev vundet af Schweiz, kan svensk politi nu gøre status:

»Vi synes, at det gik ganske godt. Der var ingen, der blev fysisk skadet, og det gælder såvel demonstranter som politifolk,« siger Pelle Vamstad, der er pressetalsmand for politiet, til Sveriges Radio.

»Med tanke på, hvor mange mennesker der var samlet, hvor mange demonstrationer der blev gennemført, og hvor mange ikketilladte forsamlinger der har været, så er udfaldet aldeles udmærket, synes jeg,« siger han.

Tumultagtige scener

Der var flere gange optræk til ballade uden for arenaen i Malmø i løbet af lørdag aften. Tusindvis af propalæstinensiske demonstranter havde samlet sig flere steder i Malmø for at vise deres utilfredshed med Israels fremfærd i Gaza.

Ifølge svenske SVT var stemningen af og til »hadsk«. Demonstranter råbte »fuck the police« og »you support genocide« – »I støtter folkemord«.

I enkelte tilfælde blev politiet mødt med vold og måtte benytte peberspray. Men den største politiindsats nogensinde på svensk grund, som arrangementet er blevet kaldt, bar frugt:

Det lykkedes ikke demonstranterne at bryde igennem kæderne af politifolk, bestående af danske, svenske og norske betjente.

»Der var en del tilfælde i går aftes, hvor der var en lidt oprørt stemning, men det løste sig på en meget effektiv måde, da de her uromagere blev tilbageholdt,« siger Pelle Vamstad til Sveriges Radio.

Samlet blev 20 personer i løbet af aftenen og natten tilbageholdt af politiet – en af disse var klimaaktivisten Greta Thunberg, der har kritiseret Israel i skarpe vendinger.

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg var én af de anholdte under lørdagens demonstrationer.
Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg var én af de anholdte under lørdagens demonstrationer. Johan Nilsson/AFP/Ritzau Scanpix

En person er nu mistænkt for vold mod tjenestemand, mens fire personer er blevet anmeldt for brud på ordensbekendtgørelsen i forbindelse med uanmeldte demonstrationer, skriver SVT.

Bekymringer hos Israel

Forud for finaleaftenen havde Malmø været på kogepunktet.

Israelske myndigheder havde udstedt en rejseadvarsel for Sverige og opfordrede israelske statsborgere, der rejste til landet, til at være ekstra opmærksomme.

»Selvfølgelig er jeg bekymret. Det er en bekymrende situation,« havde Ziv Nevo Kulman, Israels ambassadør i Sverige, udtalt til SVT.

Israels deltager, 20-årige Eden Golan, havde modtaget dødstrusler, og flere medier skrev, at hun var blevet opfordret af de israelske myndigheder til slet og ret at blive på sit hotelværelse i Sverige.

I månedsvis har det stået klart, at Gaza-konflikten ville blive et tema til årets Eurovision-konkurrence.

I slutningen af marts kom en række af de kommende deltagere med en fælles udtalelse, hvor de opfordrede til våbenhvile og fred. En af underskriverne var vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2024, Saba.

Kritiske stemmer gik endnu videre. 468 danske musikere skrev under på et åbent brev, hvor de ligefrem opfordrede til, at Israel blev udelukket.

Det skete som bekendt ikke. Israels deltager, Eden Golan, gik hele vejen til finalen lørdag og endte med at få næstflest stemmer fra seerne med 323 point. Kombineret med juryernes stemmer blev det til en samlet femteplads.

Israelske Eden Golan endte med at få næstflest point fra publikum.
Israelske Eden Golan endte med at få næstflest point fra publikum. Jessica Gow/TT/Ritzau Scanpix

»Sangens og vokalens kvaliteter til trods: Der var åbenbart mange på tværs af kontinentet, der havde behov for at vise en eller anden form for støtte til Israel. Om ikke andet så som fuldgyldigt medlem af Eurovisionens musikalske familie – uden for aktuelle politiske begivenheder,« lød vurderingen efterfølgende fra Jakob Steen Olsen, kulturkommentator på Berlingske, om Israels deltagelse.