Det kunne være en scene i et Panduro-stykke: En nyistandsat lejlighed med kernefamiliens tryghedssymbol, PH-lampen – her i model gigant – hængende tungt over den modegrå sofa. En nybagt mor, Iben, og hendes ældre mand, Søren, venter på barselsgæsterne.
Men det er ikke Panduro, men den unge dramatiker Kirstine K. Høgsbros frie Holberg-fortolkning »Barselstuen 2.0« på Det Kongelige Teater. Og her holdes ingen følelser inde, så facaden slår allerede dybe revner, inden gæsterne er kommet ind.
Søren er primadonna med premierenerver. Han skal snart spille Corfitz i Holbergs »Barselstuen«, så gæster oven i det totale fravær af beundring fra Ibens side kan han ikke overskue.
Da den sexede, syngende overbo (Stanley Baker) dukker op, kommer Holbergs hanrej-problematik fra den originale »Barselstuen« lovlig tæt på Søren selv.
En fortryllende furie
Det fortæller han os konstant. For i Sørens verden er alt, hvad han tænker, føler og kunne tænkes at tænke og føle så vigtigt, at verden skal vide det.
Søren Sætter-Lassens Søren er en fortryllende furie i sine følelsers og rollearbejdets konstante vold. Han er forestillingens midtpunkt i benhård konkurrence med sin svigermor, Kirsten, der til perfektion mestrer at føre al samtale over på sig selv og smerten ved at blive usynlig og gammel.
Tina Gylling Mortensen leverer Kirstens ufiltrerede følelser og morbide pointer så casual, at det næsten lyder som normal konversation. Som hun selv siger: »Folk finder sig i ens upassende opførsel, når man er gammel«.
Kirstine K. Høgsbros fokus i »Barselstuen 2.0« er vores enorme selvoptagethed. Selv Ida Cæcilie Rasmussens ellers søde, unge mor sætter sig selv og ikke babyen i fokus, da hun siger, at man ikke må være sulten, når man ammer.
Og når Nicolaj Kopernikus’ absurd positive Lars »ruller rundt og spreder lidt glæde« fra kørestolen, er det mest for hans egen skyld.
Uden for den lille kreds, der også tæller Rikke Bilde, Stine Schrøder Jensen og Christine Gjerulff, lader Høgsbro en apokalyptisk klimakatastrofe rase. Kulminerende med fattige afrikanere, der vælter ned fra himlen i Astrid Lynge Ottosens effektfuldt stiliserede scenografi.
I PH-lampens milde skær udmønter det sig kun i let panik over, at de er løbet tør for både vand og sprut.
Verden er ved at gå under, men familien er gået det for længe siden. Instruktøren Moqi Trolin doserer elegant den groteske farce med elegant komedie, politisk satire med moderne sædeskildring. Der er ekvilibristisk udførte scener, hvor selskabet virker som om, de taler sammen, men lytter man efter, taler de stadig kun om sig selv.
»Barselstuen 2.0« er ikke en nyfødt klassiker, men det er en præcist ramt komedie, der ironisk nok pirrer vores selvoptagne glæde ved også på teatret at dyrke os selv.
Skal vi tro komedien, går verden alligevel også snart under, så hvad skal vi overhovedet med flere klassikere?
Hvad: »Barselstuen 2.0«.
Hvem: Af: Kirstine K. Høgsbro. Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Astrid Lynge Ottosen.
Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset. Til 27. maj.
