Dramatiker før premiere: »Vi skal holde op med at være så selvcentrerede«

Hun var selv ekstremt optaget af sin egen lille verden, da hun blev mor, men mener, at tiden er til, at vi skal tænke på verdens store udfordringer. Dramatikeren Kirstine K. Høgsbro er aktuel med komedien »Barselstuen 2.0« på Det Kongelige Teater; en nyfortolkning af Holbergs stykke med klimakrise og selvcentrering som omdrejningspunkt.

Kirstine K. Høgsbro fotograferet under prøverne på »Barselstuen 2.0« i Skuespilhuset. »Humor kan nedbryde grænser og åbne verden. For mig er humor helt vildt fedt,« siger dramatikeren før premieren. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En nybagt far, der er overbevist om, at hans kone har fået barn med den udenlandske overbo. En neurotisk veninde. En aldersforskrækket mormor. En lesbisk storesøster. En meteorolog, der varsler oversvømmelser og flyvende negre. Og så lige en global opvarmning af den slags, der truer menneskeheden, ikke om 200 år, men nu.

Der er ikke meget tilbage af Holbergs oprindelige »Barselstuen« i opsætningen af »Barselstuen 2.0«, som havde premiere på Store Scene i Skuespilhuset fredag.

Men det er helt med vilje, siger Kirstine K. Høgsbro, som er kvinden bag manuskriptet til den moderne fortolkning af stykket om et barselsbesøg, hvor manden mistror sin kone.

»Da jeg fik opgaven i februar sidste år, var jeg inde i en periode, hvor jeg var meget optaget af hele klimatingen. Og havde det sådan, at hvis jeg skulle skrive noget, var det nødt til at være med. Terrorangrebet i Paris foregik også lige der, så der var bare sådan en grund­utryghed i verden. Derfor syntes jeg, at det virkede meget småt med et barselsbesøg. Det var bare ikke vigtigt nok.«

Den 36-årige autodidakte dramatiker modtog i 2014 Reumerts Talentpris og har tidligere skrevet stykkerne »Hvor er du egentlig grim, når du er liderlig« og »Lugter det lidt af lykke«, som begge handler om det moderne menneske og parforholdet. Og ikke så meget andet.

»Jeg følte ikke, at jeg kunne lave mere kun om folks psykiske fnidder og sociale interaktioner med hinanden, når verden er ved at bryde sammen.«

Gået i selvsving uden årsag

»Kun« er kodeordet, for der ER både psykisk fnidder og sociale interaktioner i »Barselstuen 2.0«. Ligesom der er i det oprindelige stykke. Men sammen med den klimavinkel, Kirstine K. Høgsbro har valgt at hive ned over forestillingen i 2016-versionen, har hun lagt fokus på en anden del af det psykiske og sociale, end Holberg gjorde tilbage i 1723.

»Da jeg læste »Barselstuen«, blev jeg især tændt af den sidste replik, hvor det går op for Corfitz, at barnet ER hans, og at han har taget fejl. At han er gået i selvsving uden grund. Og hvis han ikke havde brugt al den tid på at forestille sig noget, der ikke var, havde der slet ikke været alt det drama. Dét, synes jeg, er interessant. Og det gjorde Moqi (Moqi Simon Trolin, instruktøren, red.) heldigvis også,« forklarer Kirstine K. Høgsbro.

Med en uddannelse som psykolog på CVet er det ikke en overraskelse, at hun med frie hænder til at tolke stykket i en moderne version har tolket med de psykologiske briller på.

Vel at mærke de socialpsykologiske, som er den gren af psykologien, Kirstine K. Høgsbro interesserer sig mest for, og som handler om forholdet mellem den enkelte og samfundet og om, hvordan vi påvirkes af vores sociale omgivelser.

»Vi har alle sammen vores egen opfattelse af verden, og hvordan den hænger sammen, som vi agerer ud fra. Som måske slet ikke ER sådan, men sådan ser vi den. I »Barselstuen 2.0« skyldes Sørens (den nybagte far i stykket) egocentri og opkørte selvsving, at han er overbevist om, at hans kone har fået det nyfødte barn med en anden. For ham er det virkeligheden. Alle karaktererne i stykket er mere eller mindre i selvsving over deres egne liv, men hvad skal der til for at ændre det? Og kan de samles om den udefrakommende klimakrise, der opstår? I stedet for at rende rundt som de her satellitter, som de – og dermed vi som mennesker i det hele taget – har opdigtet os selv til at være. Det, synes jeg, er interessant at undersøge.«

Humoren er en rød tråd

At sætte et teaterstykke ind i en socialpsykologisk kontekst kan lyde højtravende og prætentiøst, men Kirstine K. Høgsbro giver indtryk af at være alt andet end det.

Som vi sidder i et mødelokale i Skuespilhuset med udsigt over Københavns Havn i en pause i prøverne, er hun afslappet og åben. Iført joggingbukser og løst hår slubrer hun maskinkaffe, skærer selvironiske grimasser og gestikulerer kraftigt, når en pointe er ekstra vigtig. Og griner. Meget.

Det sidste er ikke tilfældigt. En rød tråd i Kirstine K. Høgsbros arbejde er humoren. Fra de satiriske indslag til P1s »I Hegnet«, hun har stået bag, til specialet på psykologiuddannelsen, som havde udgangspunkt i humor. Og nu »Barselstuen 2.0«, der ligesom Holbergs oprindelige er en komedie.

»For mig er humor helt vildt fedt. Det kan nedbryde grænser og åbne verden. Og så synes jeg, det er en nødvendighed i forhold til at tale om klima. Der er sådan en træthed omkring klimaproblematikken. Når nogen begynder at tale om det, bliver man fuldstændigt udmattet og får mest lyst til at glemme det igen. Så når jeg har brugt humor i stykket, er det en måde at sige noget på, som gør, at folk forhåbentlig tager problematikken ind. At de gider blive lidt længere i det.«

Humor er som bekendt en underfundig størrelse, som ikke nødvendigvis er den samme for alle. Den præmis er Kirstine K. Høgsbro med på, alligevel måtte hun skrive stykket om et par gange.

»Jeg begyndte at skrive til et fiktivt publikum – det, der i mit hoved er Det Kgl. Teaters publikum. Men endte med at kassere det, fordi jeg faktisk ikke selv syntes, det var sjovt. Og man er nødt til at lave noget, man selv kan stå inde for.«

Det er ikke kun i forhold til humor, at Kirstine K. Høgsbro har taget udgangspunkt i sig selv i tilblivelsen af stykket. Også karaktererne kommer fra hende selv.

»Ingen af nuancerne i karaktererne er fremmede for mig, så ingen af dem er digtet 100 procent. Sådan a la »jeg ved overhovedet ikke, hvordan det er at være så neurotisk«. For eksempel er jeg godt nok kun 36, men jeg er jo ikke 22, og der er nogle muligheder, der er ved at lukke sig for mig. Det er dér, mormoren i stykket er, så jeg har bare skruet ekstra op for det for at ramme en dame på 62.«

Fik reddet sin identitet af at blive mor

Det er dog især i forhold til Iben, den nybagte mor i »Barselstuen 2.0«, at Kirstine K. Høgsbro er på hjemmebane.

»Skulle Iben have været mig, havde hun været meget værre. Hun er en tiendedel af, hvad jeg var, da jeg lige var blevet mor,« konstaterer Kirstine K. Høgsbro, der blev gravid, da hun var 24.

»Da Sofus kom, forsvandt jeg helt ind i morrollen. Jeg var sådan en, der ikke kunne aflevere ham nogen steder, alt skulle være perfekt »nej, ikke den lyd, det kan han ikke lide«-agtigt. Det var virkeligt voldsomt.«

»Jeg følte mig forkert på psykologstudiet på det tidspunkt, jeg havde ikke fundet min hylde endnu, så at blive mor blev en identitetsredning. Jeg havde mødt en mand, jeg rent faktisk gad at være sammen med, og nu var jeg mor, og det var så vild en ting bare at gå ind i.«

Hun gik så meget ind i det, at efter nogle år var forholdet til Sofus’ far slidt ned, og de gik fra hinanden.

»Lige efter bruddet var der en kæmpe sorg. Jeg havde hul i maven og savnede Sofus og alt det der, men vi havde slidt hinanden op. Så samtidig åbnede verden sig, jeg indså pludselig, at der var nye mennesker og muligheder. Det sidste stykke tid af forholdet havde jeg lukket mig om mig selv. Verden udenfor interesserede mig mindre og mindre. Men det ændrede sig, og jeg havde en fornemmelse af, at alt kunne ske, og jeg kunne bare gribe det. Jeg blev åben over for muligheden for nye fællesskaber. Og det skal man være – vi skal holde op med at være så selvcentrerede.«

»Barselstuen 2.0« spilles i Skuespilhuset til og med 27. maj.