Højt hår i Tivoli: »Hairspray« er en stor forestilling

De synger og danser bedre, end de spiller, i Tivolis muntre musical »Hairspray«.

Den dygtige næsten-debutant Nanna Rossen ?er midtpunkt som den lidt for tykke pige, der bare ønsker, at alle kan danse sammen uanset udseende og farve, i Tivolis »Hairspray«. Foto: Mikloa Szabo. Fold sammen
Læs mere

Hun klarede den! Selv om de fleste musicals slutter med en happy ending – det gør Broadway-musicalen »Hairspray« i Tivoli naturligvis også – så lad os begynde med den lykkeligste konstatering af dem alle: Danmark har fået et nyt musicaltalent med den unge, uprøvede Nanna Rossen, der spiller hovedrollen. Hun har en medfødt sødme, der er svær at stå for, og et robust spilletalent. Og så er der den imponerende, fyldige stemme, som man fra åbningsnummeret er helt tryg ved. Hun var værd at vente på.

Kan man sige det samme om selve musicalen, som er baseret på John Waters’ skønne, farveglade kultfilm af samme navn, og som endelig er nået til Danmark?

På mange måder ja. Den har en ret herlig historie, som handler om den buttede skolepige Tracy, som i de tidlige 1960eres Baltimore drømmer om at komme med i en dansekonkurrence på TV for meget pæne, meget hvide unge. Det lykkes, men stor bliver opstandelsen, da solstrålen Tracy bliver venner med en flok sorte og bliver tændt af en hellig ild midt i det amerikanske raceoprørs bevægede dage: »Hvorfor kan vi ikke bare danse sammen allesammen?«, som hun siger.

Det er altså en musical med hjertet på rette sted med sit budskab om plads til alle, uanset størrelse og hudfarve. Dertil skal naturligvis lægges højt humør, kulørt-excentriske figurer og ikke mindst en lang række melodier – muntre musicaltoner, som for størstedelens vedkommende samtidig parodierer 1960ernes tyggegummipop og smægtende dreng-møder-pige-ballader.

Imponerende stemmekraft

Det er en stor forestilling, Tivoli har stablet på benene i sin bestræbelse på at blive en af byens store musicalproducenter; nu også uden Jesper Winge Leisners The One and Only Company.

Koncertsalen har aldrig været noget vidunderligt sted at spille teater – dåselyden blev heldigvis markant bedre efter pausen, så man efterhånden kunne høre Trine Dalsgaards glimrende oversættelse. Koreografisk er der fut i de mange rapfodede dansenumre, der holder 1960ernes mange skøre dansediller ud i strakte arme og ben. De smitter.

Og blandt de mange stjerner har Caroline Henderson et af aftenens bedste øjeblikke, når hun med imponerede, blåtonet stemmekraft og uomtvisteligt format synger sin kombinerede discjockey-mama og borgeretsforkæmpers store protestsang. Martin Brygmann klarer sig akkurat på charmen som Tracys tykke mor, udmærket sekunderet af Jesper Lohmanns spøg-og-skæmt-ægtemand. Det er svært ikke at stå for deres modne kærlighedsduet.

Silas Holst krukker veloplagt som småklam fjernsynsvært, Julie Zangenberg sparer ikke på noget som forestillingens onde pige, mens Johannes Nymark er passende blank som den eftertragtede ungersvend. Han synger dejligt, og det samme kan man sige om resten af holdet.

Mekanisk afleverede replikker

Til gengæld må man generelt anføre, at spillescenerne er for langsomme. Undertiden virker det alt for mekanisk afleveret, når replikkerne falder. Svenske Anders Albins instruktion kunne med andre ord have været langt grundigere, meget mere detaljeret. Hvad det angår, deler »Hairspray« skæbne med alt for mange danske musicalproduktioner. Det kunne måske have hjulpet Lene Nystrøm, som ser bragende godt ud som musicalens überbitch af en femme fatale, men taber alt for mange pointer på gulvet.

Og så havde aftenen måske heller ikke føltes helt så lang. Det er ikke, fordi »Hairspray« i Tivoli er dårlig. Den kunne bare have været bedre. Man hygger sig. Især når musikken spiller, og det gør den heldigvis det meste af tiden. Men en musical som »Hairspray« skulle gerne give højt hår og lige så højt humør fra ende til anden. Er det ikke det, den er der for?

Hvad: Hairspray.

Hvem: Manuskript: Mark O’Donnell, Thomas Meehan. Musik: Marc Shaiman. Sangtekster: Scott Whitman og Marc Shaiman. Iscenesættelse: Anders Albien. Koreografi: Tim Zimmermann. Scenografi: Johan Espeland. Kapelmester: Lars Danielsson.

Hvor: Tivoli og Thomas Langkjær Entertainment, Tivoli, Koncertsalen. Til 29. april. Boxen, Herning 18.- 22. maj.