På husbåd i Himalaya

I den indiske del af Kashmir ligger bjergsøen Dal. Vi indlogerer os på en husbåd og udforsker søen, hvor hele byer står på stolper, lotusmarkernes blomster bølger, og mændenes vandpiber bobler.

Mænd samles hver morgen for at handle på det lokale, flydende grøntsagsmarked. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tore Grønne

Shikaraen, den lille båd, bryder søens silkeblanke overflade, og vand skvulper blidt mod mørklagte husbåde. Morgenluften er kølig.

Himlen lysner, bjergenes konturer bliver klarere, og fra en moské inde på bredden bliver der kaldt til bøn. Endnu en moské følger trop. Så en tredje, en fjerde, og snart et helt kor.

Vores »chauffør« bagerst på båden nynner i takt med padlen, der langsomt tvinger shikaraen væk fra søens åbne vand ind i snævre kanaler, hvor træhuse på stolper dukker op i disen.

Vi er omgivet af flydende lotusmarker med blomster, der bølger op og ned, inden vi lægger til ved et hegn, der forsvinder ned i det dunkle vand. Mænd i tykke, uldne klæder kommer padlende.

De sidder på knæ helt ude på spidsen af hver deres shikara, få centimeter over vandoverfladen. Bag på bådene ligger grøntsager i bundter. Kort efter er de ved dres mål, det lokale flydende marked. De flyder rundt mellem hinanden, som de gør det hver morgen. De handler, ryster næver og hyggesnakker. Vandpiberne bobler.

Ved bjergsøen Dal

Til en husbåd hører en shikara – nogle er mere personligt indrettet (som her bl.a. overdækket) end andre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tore Grønne.

Srinagar, hovedbyen i den nordindiske provins Jammu og Kashmir, ligger i en flad, åben dal omgivet af Himalayas bjerge. På kanten af byen ligger Dal-søen. En godt 25 kvadratkilometer stor sø, hvis speciale – udover sin vanvittig flotte placering – er muligheden for at bo på en husbåd midt i landskabet.

Vi har lejet en af de flere hundrede husbåde, der er på søen. De sejler ingen steder, men ligger forankret som flydende hoteller med omfattende, elegante udskæringer i træ på de verandalignende bagender.

Vores husbåd ligner, som mange andre husbåde på søen, et smukt levn fra en svunden tid. Fra den solbeskinnede bagende, hvor der er en bænk og herfra udsigt til livet på søen og bjergene, fører en dør ind til husbåden – og tilbage i tiden.

Gulvet i den store stue, der har fine, lyse træpaneler på væggene, er dækket af tykke, vævede tæpper. Tunge møbler i mørkt træ er betrukket med mørkerødt stof. I loftet hænger en stor, gylden lysekrone, væggene er prydet med indrammede billeder med kashmiriske bjerglandskaber, og der står blomsterbuketter på bordene.

Kun computeren med internetopkoblingen i hjørnet i den næste stue antyder, at vi er i år 2015.

En yndet destination for bryllupsrejsende

En husbåd er ligeså afslappende som et sommerhus. Man læser en bog, slapper af – og følger på sidelinjen med i, hvad der sker på søen udenfor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tore Grønne.

Her er afslappet, fredeligt og smukt, og så er så vi heldige også at komme tæt på familien, der ejer husbåden. De bor på en smallere, 29 meter lang husbåd ved siden af »vores«. Hver morgen og aften trisser vi over små træbroer, der står på stolper i vandet, til familiens båd, sætter os på gulvet og spiser med dem.

Her er ingen møbler, men der er stadig hyggeligt. Tæpper dækker gulvet fra væg til væg, i det ene hjørne står et gult træskab med køkkengrej, væggene er malet i en klar, lys blå, og i det andet hjørne står to kogeplader 30 centimeter over gulvet.

Familiefaren, Husam, smiler ofte, så de mørke øjne funkler. Hans hår bølger bagover, som var han konstant i en smule modvind, og det tynde moustache, der er begyndt at blive gråt, danser på overlæben, når han taler.

Og det gør han næsten konstant.

»Jeg ved ikke, hvor mange brude, der har danset på de her brædder, men vores båd er egentlig bygget til at holde fest på. Der er plads til mindst 100 dansende gæster,« fortæller han storsmilende, da vi sidder i skrædderstilling på gulvet i det første af bådens seks rum.

Og fester er der rigeligt af på Dal-søen. For selv om Srinagar og Kashmir langtfra altid har været fredeligt, så er byen et populært mål for bryllupsrejser.

Dagligvarer og meget mere...

Foto: Tore Grønne.

Det er godt hen på efteråret, og morgenerne på Dal-søen er kolde. Tågedis smyger sig over det blanke vand, der af og til bliver brudt af en and med sine ællinger i en række efter sig. Som søen vågner, begynder shikaraer at glide forbi. Nogle folk er på vej ind til bredden og på arbejde, i andre både er der købmænd, der lægger til ved husbåden.

»Hvad skal du have i dag? Juice, kiks, toiletpapir, cigaretter?« insisterer en ældre herre med hvidt, pjusket hår og skægstubbe, der hver dag kommer forbi to eller tre gange.

»Fortæl din kone, at du elsker hende med de her blomster. Det har hun da fortjent, har hun ikke?« lokker blomsterhandleren.

»Er det i dag, du køber en pashmina?« vil fyren, der sælger de bløde tørklæder, vide.

Og så er der den unge fyr i jeans og skjorte, der har fire stykker fladbrød i bunden af sin shikara og med løftede øjenbryn siger: »Skal I have noget?«

Inden vi når at forstå, hvad han taler om eller for den sags skyld svare, bliver han utålmodig og hvisker højlydt:

»Hashish?«

Da vi afslår, skynder han at spørge, om vi i er interesserede i at veksle penge.

En infrastruktur bestående af vand

Lokale børn på vej i skole. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tore Grønne.

Dagene ligner hinanden. Vi står op, spiser morgenmad med Husam, der fortæller anekdoter fra livet på søen, læser lidt, slapper af og tager en tur ud på vandet i familiens shikara.

Søen har sit helt eget samfund, der lever herude. Udover de mange mennesker på husbådene, bor folk på huse på stolper. Ude midt på søen er der en hel by.

En familie med far i nålestribet jakkesæt, mor svøbt i et grønt sjal, og børnene hængende ned over vandet sejler forbi i en shikara-taxi med tag, hvor de blomstrede gardiner er halvt trukket for.

Unge fyre med overskæg taler i mobiltelefoner og fletter fingre på bedste indiske vis, og fire kvinder i farvestrålende sarier driver fnisende forbi. Folk padler ind og ud mellem hinanden og lægger til ved træfortove, der vakler faretruende på stolper.

Det er et klassisk indisk gadebillede. Og dog. Asfalt er skiftet ud med vand, spruttende rickshaws fortrængt af lydløse både, og trafiklarm erstattet af små skvulp fra hjerteformede padler.

Vi går i land i et travlt kryds, hvor fire vandveje krydser hinanden.

»Paris Hairdresser«, står der over døren på et lille træskur med en falmet blå facade og et bliktag. Der er ingen rude i døren. En halv time senere synker jeg nybarberet ned i vores shikara igen.

»Enhver husstand skal have mindst lige så mange kangrier som familiemedlemmer«

Husam og hans familie bor i husbåden lige ved siden af. Selv om der kun er få møbler, er her hyggeligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tore Grønne.

En morgen spejler fuldmånen sig i søen. Sne er drysset ned over bjergene i løbet af natten, og vi varmer os over en kop te med Husam. Han har trukket benene helt op til brystet under sin uldne poncho, der dækker ham, så kun hoved og fødder stikker ud. Ærmerne hænger løst ned langs siden, for arme og hænder har han inden for ponchoen.

Ligesom på de fleste andre både er der ikke varme indlagt på båden. I stedet bruger man kangrien – en lille lerpotte, der er flettet ind i en kurv af siv som en slags skål med to ører. Man placerer lerskålen, der er fuld af glødende kål, mellem benene, og på den måde bliver der hurtigt varmt under ponchoen.

»Enhver husstand skal have mindst lige så mange kangrier som familiemedlemmer,« fastslår Husam.

»Vil I prøve én?«

Snart sidder vi i hver vores poncho, og hurtigt spreder varmen sig under den. Det er hyggeligt.

»I gamle dage brød der kangri-kampe ud, hvor mænd daskede hinanden i hovederne, så kul og gløder fløj til højre og venstre. Man kan stadig se folk, der truer hinanden med kangrier,« fniser Husam.

Jeg griner med, men forestiller mig, hvor aldeles ubehageligt det må være at få smasket en lerpotte med glødende kul i bærret.

På vores sidste aften i Srinagar tager vi en sidste tur i shikaraen. Solen flimrer gul og glødende lavt på himlen. Bjergene omkring søen er endnu engang dækket af disen, og shikaraer kommer lydløst flydende ud af mørket med en enkelt mand, der balancerer helt oppe foran på træbåden og rytmisk driver den frem med padlen. Som var det spøgelsesskibe i en eventyrlig fortælling.

De er dog virkelige nok, men følelsen af at have været i en helt anden verden, den hænger ved, længe efter vi har forladt Dal-søen ved foden af Himalaya.