Politikere elsker virkeligheden – men af og til slår den igen

Politikere bruger i stigende grad personlige historier fra blandt andet underklassen som politisk løftestang til at bekræfte egen politik. Men det kan være farligt.

Politikere bruger i stigende grad personlige historier fra blandt andet underklassen som politisk løftestang til at bekræfte egen politik. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, var der med det samme, da bogen »Helt ude i hampen – mails fra underklassen« kom ud.

Bogen og især forfatter Karina Pedersens efterfølgende interview beskriver personer i underklassen som uansvarlige og umoralske og som nogen, man ikke skal bruge mange kroner på, for de snyder og gider ikke at arbejde.

Anders Samuelsen, der delte et interview med Karina Pedersen via Twitter, skrev:

»Advarsel: Det her er hård læsning. Du får en anden historie, end vi er vant til at få. Men det er en vidnefortælling fra bagsiden af vores velfærdssamfund.«

Og LA-lederen er ikke den eneste, der har lænet sig op ad fortællinger fra virkeligheden.

I sidste års valgkamp var det Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der trak en personlig historie ind i valgkampen for at bekræfte nødvendigheden af et kontanthjælpsloft.

Direktør Morten Broager fra rengøringsfirmaet Panorama havde oplevet en ansat sige op, fordi det ikke kunne betale sig for medarbejderen at arbejde.

Problemet for Løkke var dog, at man ikke kunne finde frem til den ansatte, og historien blev betvivlet, da det viste sig, at direktøren havde tilknytning til Venstre.

Og eksemplerne fortsætter: I 2011 ville SFs Özlem Cekic bevise, at der findes fattigdom i Danmark. Hun gjorde det ved at beskrive en enlig kvindes økonomi, men Carina, der blev døbt »fattig Carina«, viste sig ikke at være så fattig, at det gjorde noget.

Forfatteren Yahya Hassans digtsamling om et råt indvandrermiljø, Ahmad Mahmouds beskrivelser af af ghettoen i »Sort land« og for nylig også forfatter Morten Papes beskrivelser i »Planen« af sin opvækst i Urbanplanen på Amager er alle blevet adopteret af politikere, der har brugt forfatternes budskaber i en politisk kamp om at definere virkeligheden i underklassen.

Virkeligheden og Thornings taler

Ifølge eksperter er politikere i dag mere flittige til at anvende eksempler fra den virkelige verden end førhen, fordi vælgerne kan identificere sig med den virkelig fortælling. Den er let at forstå, og den, der kan definere virkeligheden, kan også definere de politiske redskaber, der skal til at ændre den.

Altså er kontanthjælpsmodtagere nogle svage stakler, som ingen gider at ansætte, og som derfor skal have hjælp. Eller udnytter de systemet og skal have et spark bagi? Er de rige som Poul og Fritz i Rytteriet eller hårdtarbejdende iværksættere, som man gerne vil give en topskattelettelse?

Vi vil hellere have følelser

Noa Redington var særlig rådgiver for statsminister Helle Thorning-Schmidt. Personlige historier fra virkeligheden var konsekvent en del af hendes taler.

»Politik i dag er for mange enormt teknisk og bureaukratisk. Vores evne til at forstå fakta bliver mindre og mindre, fordi vi hellere vil have følelser, og det er dybt bekymrende. Fakta vil altid være omstridt, og følelse vil altid have forrang, men man kan eksempelvis ikke diskutere et demokrati på følelser,« påpeger Noa Redington.

Personlige historier og oplevet virkelighed sælger altså ikke bare vaskepulver, nye biler og realkreditlån, men også politik.

Helle Thorning-Schmidt brugte som statsminister flere gange »Emil« til at beskrive folkeskolereformen, og ved den seneste afslutningsdebat i Folketinget gik der ligefrem sport i beretninger fra det virkelige liv.

Lars Løkke Rasmussen fortalte om Jamil, Pelle Dragsted (EL) om Susanne, Simon Emil Ammitzbøll (LA) om sin far, Niels. Søren Pape Poulsen (K) kunne fortælle om Jannie,mens Merethe Riisager (LA) kom til at tænke på Valborg. Alt sammen små hverdagsberetninger, som var med til at understøtte deres egne politiske budskaber.

Men når de personlige beretninger og deres definitioner af virkeligheden bliver en del af den politiske kamp, så bliver det også en del af kampen at sætte spørgsmålstegn ved, om modstandernes historier nu også er sande. Det har man senest set med sagen om Karina Pedersens bog.

»Personlige historier er lettere at beklikke på troværdigheden. Det betyder, at man som politiker skal være meget varsom med at lægge sig i strømmen af personlige historier – især hvis de er kontroversielle. Og så er det altid meget risikofyldt at koble sig på personer, for de er ikke altid dem, de giver sig ud for at være,« siger Noa Redington, der som rådgiver altid sørgede for at tjekke, at de historier, han brugte, var ægte.

»Politikerne tager mange chancer«

Kommunikationsrådgiver Jon Kiellberg mener, at politikerne i det hele taget tager mange chancer.

»Man kan undre sig over, at politikerne i den grad bruger enkeltpersoner som sandheds­vidner i meget svære spørgsmål, og at de i den grad lader hverdagshistorier gøre det ud for fakta. Der er så mange eksempler på, at det går galt.«

Politikernes personlige beretninger kan bruges til at dæmonisere bestemte samfundsgrupper eller det modsatte. Og så er der nogle miljøer, hvor politikere, journalister og kommunikationsrådgivere sjældent kommer.

Forfatter og debattør Lars Olsen, som i flere bøger har beskæftiget sig med underklassen og det delte Danmark, mener, at de mange politiske personhistorier viser, at der en tydelig interesse og nysgerrighed efter at vide, hvad der foregår nederst i samfundet. Lars Olsen skrev selv i bogen »Det delte Danmark« om sin datters opvækst på Nørrebro.

»Det er jo en del af samfundet, som er meget langt fra det almindelige middelklassseliv i Danmark. Men der er også nogle klare politiske interesser i at portrættere dem, som er uden for arbejdsmarkedet som afstumpede og destruktive. Jeg er ikke i tvivl om, at de grupper, som Karina Pedersen beskriver, findes – også selv om vi ikke ved, hvor meget af det, der er sandt. Men det er nogle meget få procent i nogle bestemte miljøer, hvor en negativ kultur blandt forældrene forplanter sig til børnene, og familier lever i generationer uden for arbejds­markedet. Derfor skal man holde tungen lige i munden og proportionerne mellem de to yderpunkter,« mener Lars Olsen.