Stigende boligpriser i USA har direkte effekt på det danske boligmarked

Udsigterne for den amerikanske forbruger hænger traditionelt tæt sammen med udsigterne for boligmarkedet. Og dermed er samspillet med renterne – både i USA og i Danmark – også tæt forbundet med USAs boligpriser. Med en boligrente på over syv procent er det nemt at finde sorte skyer. Men virkeligheden ser anderledes ud.

Boligpriserne i USA er næsten ikke faldet på trods af en boligrente på otte procent. Det skyldes, at der næsten ikke handles. Privatfoto

Det er svært at spå, især om boligpriserne. Sådan er det herhjemme. Sådan har det i den grad også været i USA. For med de kraftigste renteforhøjelser i 40 år har der i længere tid været lagt i kakkelovnen til bøllebank til boligmarkedet. 

Man skal helt tilbage til begyndelsen af 1990erne for at finde en periode med færre boligsalg i USA sammenlignet med nu. I samme tidsrum er befolkningen vokset med 80 millioner personer, og antallet af boliger er steget med 40 millioner, så målt i forhold til bestanden har omsætningen ikke været målt lavere.