Kuldeudbrud i Europa sætter energiforsyningen under lup

Et udbrud af kulde i Europa er denne vinters første alvorlige test af energiforsyningen efter et år, hvor EU-landene fortsat har arbejdet med at frigøre sig fra russisk naturgas. Det går måske noget bedre, end mange eksperter havde forudset. Det er afgørende for både industrien og boligejere. 

Et udbrud af kulde over Europa ville sidste år have sendt prisen på naturgas på himmelflugt. Sådan er det ikke i år. Jeppe Bjørn Vejlø

Et kuldeudbrud har ramt Europa. Herhjemme bider det i kinderne, og der er nok sne på vej. Længere mod nord og snart længere mod syd venter temperaturer, der er langt under normalen for årstiden. Det er ikke lang tid siden, at vi talte om varmerekorder, men nu vælter Alperne sig i tidlig sne.

Det har jo en vis nuttet effekt for de fleste her op til jul med frostklare dage og lidt hvidt på jorden. Men det er præcis den situation, der presser vores energiforsyning. Var udbruddet kommet sidste år, hvor vi ikke var forberedte på Ruslands afbrud af naturgasforsyningerne, havde der været tilsvarende udbrud af panik fra nord til syd i Europa. Faktisk var der en kort kold periode i begyndelsen af december 2022. Og priserne på al energi skød i vejret.