Lækket udkast: Partier vil hæve abortgrænsen markant
En ny politisk aftale om de danske abortregler kan snart være en realitet. Det skriver flere medier, der har set et lækket udkast til aftalen.

En ny politisk aftale om de danske abortregler kan snart være en realitet. Det skriver flere medier, der har set et lækket udkast til aftalen.

Den politiske debat om abortgrænsen blussede for alvor op i efteråret i kølvandet på nye anbefalinger fra Etisk Råd.
Nu ser det ud til, at flere partier er enige om at hæve abortgrænsen til 18. uge.
Det skriver DR og TV 2, der har set et lækket udkast til den politiske aftale, som ventes at blive præsenteret i næste uge. Ifølge medierne er det regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet, der er enige om at hæve grænsen.
I dag er abortgrænsen på 12. uge.
Men de danske abortregler har ikke fulgt med tiden, og den nuværende grænse kan heller ikke begrundes sundhedsfagligt, skulle der stå i aftaleudkastet.
»Udviklingen i de fosterdiagnostiske tilbud og teknologi betyder, at den nuværende grænse reelt begrænser kvindernes frie og informerede reproduktive valg, da de fleste resultater først foreligger efter den nuværende grænse,« står der i udkastet ifølge DR.
Med den nye aftale følger partierne den anbefaling fra Etisk Råd, der kom i september 2023.
Her anbefalede ni af rådets 17 medlemmer at hæve abortgrænsen til 18. uge.
Deres hovedargument var, at det vil »styrke kvinders selvbestemmelse«.
»Den (grænsen på 18. uge, red.) giver dem mulighed for at fordøje og handle på den viden, der kan erhverves igennem 1. trimester-scanningen, som udføres mellem uge 11 og 14,« skrev rådet dengang i en redegørelse.
Det Etiske Råds medlemmer var dog langtfra enige om, hvilken grænse de ville anbefale. Fire af medlemmerne anbefalede en grænse ved 15. uge, og de resterende fire anbefalede at bevare den nuværende grænse ved 12. uge.
Det er dog ikke kun abortgrænsen, der står til at blive ændret med den nye politiske aftale.
Fremover skal det også være muligt for 15-17 årige at få foretaget en abort uden at få samtykke fra deres forældre, lyder det i det lækkede udkast ifølge TV 2.
Her lyder argumentet, at det er »oplagt at betragte 15- til 17-årige som i stand til at tage stilling til, om de vil have en abort eller ej, hvis de bliver gravide«, skriver mediet.
Den del af aftalen bakkes angiveligt op af de røde partier og Liberal Alliance.
I dag skal man være fyldt 18 år og dermed være myndig for at få foretaget en abort uden forældres samtykke.
Hvis man endnu ikke er myndig og ikke kan få samtykke fra sine forældre, kan man søge sit regionale abortsamråd om at få tilladelse til en abort.
Langtfra alle Folketingets partier er begejstrede for udsigten til en ny abortgrænse.
Blandt kritikerne af en grænse ved 18. uge er Dansk Folkeparti. Over for TV 2 kalder sundhedsordfører Mette Thiesen det »dybt forkasteligt«, og der er heller ikke opbakning at finde hos Danmarksdemokraterne og Det Konservative Folkeparti, skriver mediet.
Samme holdning havde De Konservative tilbage i september, da Etisk Råd fremlagde dets anbefalinger.
Dengang var politisk ordfører Mette Abildgaard helt klar i mælet i et interview med Berlingske.
»Vi synes ganske simpelt, at spændet mellem liv og død bliver for lille, i og med at vi faktisk prøver at redde små børn, der bliver født i uge 22,« sagde hun i september til Berlingske.
Hverken sundhedsminister Sophie Løhde (V) eller de resterende sundhedsordførere fra aftalepartierne ønsker at kommentere det lækkede aftaleudkast på nuværende tidspunkt.
Danmarks abortgrænse ved den 12. graviditetsuge er lavere end i flere af vores nabolande.
I Sverige ligger grænsen ved uge 18, i Island går grænsen ved uge 22, og i Holland kan man få en abort helt op til uge 22-24 i graviditeten.
I England kan man få en abort helt op til uge 24. Man kan dog få tilladelse til en senabort efter uge 24, hvis graviditeten går ud over kvindens helbred, eller hvis hun står i en dårlig økonomisk eller social situation.
En lang række europæiske lande har den samme grænse ved 12. uge, som vi har i Danmark. Det gælder blandt andet Norge, Italien, Schweiz og Østrig.
Kun i to europæiske lande er abort helt forbudt: Andorra og Malta.