Verden svømmer i gæld. Nogle steder kan det gå rigtig galt

Gælden i verden har aldrig været højere, og med stigende renter begynder korthusene at vakle rundt omkring. Der kommer et stort pres på de offentlige finanser – også fra den globale politiske situation. Danmark er helt unik i en international sammenligning.

Mange lande har opbygget gældspukler, som de ikke er i stand til at håndtere. Det vil give flere statsbankerotter. Marcos Brindicci/Reuters/Ritzau Scanpix

Her er et stort tal. Et rigtig stort ét af slagsen. 307.000.000.000.000 dollar. Eller 2.091.000.000.000.000 kroner.

Så stor er verdens samlede gæld. Det viser den seneste opgørelse fra Institute of International Finance (IIF) i Washington. Det er så stort et tal, at det er svært at forholde sig til. Det svarer til rundt regnet 740 gange Danmarks BNP i 2022.