For omkring 50.000 danske boligejere er der i disse dage en ny rentevirkelighed under opsejling. Flekslån for omkring 85 milliarder kroner skal have ny rente 1. januar, og den fastsættes netop nu.

Det betyder meget højere renteudgifter for dem, der vælger at flytte fra et F3- eller F5-lån til et lån med helt kort rentebinding i forhåbning om, at renten hurtigt skal falde igen. Men de højere renter rammer også de boligejere, der vælger at holde fast i den længere rentebinding, som de kommer fra.