By bekæmper turisme ved at opsætte kæmpestor forhindring
Flere steder i verden begynder lokale at tage kampen op mod masseturisme. I japansk by vil de nu blokere for udsigten til et af landets vartegn.

Flere steder i verden begynder lokale at tage kampen op mod masseturisme. I japansk by vil de nu blokere for udsigten til et af landets vartegn.

Med sin hvide, snefyldte top tårner enorme Mount Fuji op i horisonten.
Og netop chancen for selv at se og knipse et billede af det ikoniske bjerg har i årevis trukket massive strømme af turister til den japanske by Fujikawaguchiko.
Byen fungerer som et voldsomt populært udsigtspunkt til vartegnet for turister. Men de både fylder, sviner og parkerer ulovligt i deres jagt efter det perfekte billede af bjerget, skriver AFP.
Derfor siger de lokale nu fra – ved at fjerne udsigten.
Det vil de gøre ved at hænge et 20 meter langt net op, der med en højde på 2,5 meter skal blokere udsigten til bjerget helt.
»Det er ærgerligt, at vi er nødt til at gøre det på grund af nogle turister, der ikke respekterer reglerne,« siger en repræsentant for byen til AFP.

Siden Japan lempede sine indrejserestriktioner efter pandemien, har regeringen arbejdet målrettet med at tiltrække turister til landet. Og i marts i år slog besøgstallet rekord med over tre millioner besøgende, skriver mediet.
Flere steder i landet har det dog ført til en række restriktioner for at kontrollere de massive turiststrømme.
I landets gamle hovedstad, Kyoto, er det blevet forbudt for turister at bevæge sig ind i de smalle gader i byens populære Geisha-kvarter.
Og til sommer kommer det til at koste 2.000 yen – svarende til 88 kroner – hvis man vil gå på den mest populære vandrerute ved Mount Fuji. Det skriver The Guardian.
Frustrationer over masseturisme finder man dog også flere steder på vores egne breddegrader.
Flere europæiske byer kæmper nemlig også for at dæmme op for turismen på en række forskellige måder.
I denne uge trådte et helt nyt tiltag i kraft i den populære turistby Venedig, der havde hele 3,2 millioner besøgende i 2022.
Fra i torsdags skal endagsbesøgende i byen nemlig betale et engangsgebyr på fem euro (37 kroner) for at komme ind i byen på udvalgte dage.
»Af hjertet vil jeg gerne opfordre alle til at respektere Venedig og andre historiske steder, som symboliserer vores civilisation,« sagde byens borgmester i den forbindelse ifølge TV 2.
Også i Hollands hovedstad, Amsterdam, har man i flere år forsøgt at regulere turismen.
Så sent som i onsdags meddelte bystyret, at det ikke længere er tilladt at bygge nye hoteller i byen, skrev Ritzau.
Sidste år iværksatte byen også tiltag i byens berygtede Red Light District, der blandt andet betød, at bordellerne i området skal lukke klokken tre frem for klokken seks som tidligere.