Netflix-serien »Bridgerton« har gjort sig bemærket som et periodedrama, der blandt andet indeholder masser af sexscener.

Og dem har skuespilleren Nicola Coughlan, som spiller med i serien, bedt om at få flere af.

Det skriver IndieWire.

Det gør hun, efter at hun ifølge mediet har fået flere kritiske kommentarer rettet mod sin mere runde kropsform sammenlignet med, hvordan skuespillere i den slags scener typisk ser ud.

»Der er en scene, hvor jeg er meget nøgen på kamera, og det var min idé, mit valg. Det føles bare som det største »fuck dig« til alle kommentarerne angående min krop,« siger Nicola Coughlan ifølge IndieWire.

Hun siger videre, at det føltes rigtigt at lave scenen, og at hun med stolthed vil se tilbage på den, når hun bliver 80.

Nicola Coughlan har tidligere erklæret sig særdeles træt af kommentarer om, hvordan hendes krop ser ud.

Derfor har hun ifølge HuffPost frabedt sig, at folk siger, hvad de mener om hendes krop, til hende.

»De fleste prøver at være søde og ikke fornærme mig, men jeg er bare et rigtigt menneske, og det er virkelig svært at bære vægten af de tusindvis af meninger om, hvordan jeg ser ud, som bliver sendt til mig hver dag,« har hun sagt ifølge mediet.