»Boten Anna« har hærget, maltrakteret og gennemvædet de danske diskoteker og radiostudier i månedsvis. Titusinder har hoppet og danset til Basshunter-schlageren i Tivoli. I det hele taget har svenske Jonas Altberg, manden bag Basshunter, skabt sig et navn i eurodance-genren, som ikke har set samme volumen siden E-Type fra 1994 og en årrække frem væltede hitlister og dansegulve med sit lange heavy metal-hår og hitbaskere i en lind strøm. E-Type satte i 2000 kronen på sit værk, da han skrev årets sang til EM-slutrunden i fodbold, »Campione 2000«.
Er man til fest, ja, så er der alt rigeligt at komme efter på Basshunters hele album, som naturligvis inkluderer »Boten Anna«. Skæringerne står nemlig i kø for at abe efter hittet, men ingen af dem når samme ørehænger-niveau. Ikke en tomme afviger den unge svensker fra sit buldrende, monotone og computerskabte bass-koncept. Som fremdeles skriger på, at man lægger hovedet på diskotekets hattehylde, og begiver sig ud over stepperne til et soundtrack, der vitterlig gør noget ved lytterens fysik: man føler sig som en duracelkanin med kronisk hovedpine.
Indimellem tvivler man ligefrem på, om det er retfærdigt at beskrive nærværende som musik. Hvilket står i skærende kontrast til E-Type og den svenske skole, han blev bannerfører for, som var langt mere melodisk, finurlig og fuld af humor. I halvfemserne blev eurodancemusikken ofte kædet sammen med teenagere i selvlysende kropsnært tøj, som dansede natten ung og lang med en flaske vand i hånden og ecstacy-piller i kroppen. Man tænker lidt, at kemien måske havde den funktion, at den slørede de irriterende lydbølger.
Blid og blød pop
Der er sket meget lidt med den klassiske boybandgenre efter årtusindskiftet. Ingen nye lyn i klassen så at sige, derimod mange opsamlingsskiver fra halvfemsernes stjerner. Og herhjemme er de i øvrigt glimrende C21 pist væk opløst.
Der er således plads på markedet, hvorfor den danske afdeling af Universal, Aquas gamle selskab, satser på at slå et større hul i lydmuren med kvartetten Unite. Tre år har Isaac, Salar, Laurie og J.B. været undervejs, og intet er overladt til tilfældighederne. Vokalharmonierne sidder i skabet, dansetrinene ligeså. Og sangskrivere fra udlandet og hitlisterne er hevet ind.
Musikalsk er der tale om popmusik i den britiske boybandtradition. De unge herrer kan især deres Westlife, Boyzone, Take That og Backstreet Boys. Og de har fået skabt en gennemgående blød og blid popmusik, som uden tvivl har potentiale til at kæmpe sig vej ind på teenageværelsernes anlæg og idolvægge.
Lyden er tillige af international karat, og efterhånden rutinerede Lars Quangs produktion har fået et nyk opad.
Når det er sagt, så halter kvaliteten af sange over et helt album. I modsætning til Westlifes debut (1999), som medgivet havde tidsånden med sig, er her ikke fem soleklare singlehits at øse af. Men »Why Don't You get It«, den Backstreet Boys inspirerede »Let's Get It On«, balladen »Butterfly« har præcis dét, som boybandsingler er gjort af.
