Se billederne: Sådan bliver Carlsberg-øl kopieret i russiske supermarkeder

Carlsbergs problemer i Rusland er uden ende. Nu bliver den danske ølgigants produkter kopieret i Rusland af det bryggeri, som engang var kontrolleret af den danske ølkoncern. Carlsberg vil forsvare sig med »alle nødvendige midler«, men vil indtil videre holde nye tiltag hemmelige.

Carlsberg-øl på hylderne i et russisk supermarked, kort efter at krigen begyndte. Nu viser nye billeder, at flere mærker er blevet kopieret. Alexander Sayganov/SIPA/Ritzau Scanpix

Carlsbergs produkter er blevet heftig kopieret i Rusland af Baltika – det bryggeri, som Carlsberg engang kontrollerede i landet.

Billeder taget i russiske butikker i denne uge viser, at det stort set kun er Tuborg-navnet, som er fjernet fra etiketterne på en af de populære drikke, som Carlsberg engang solgte.