Fem plus fire kvinder der går deres egne veje i musikken

På nye grænsesøgende udspil fra Selvhenter og We Like We viser to grupper kvindelige musikere en stålsat vilje til ikke at blive sat i bås.

Læs mere
Fold sammen

Lad os bare sige det, som det er: Dansk musik er langt hen ad vejen en mandeklub. Fra øvelokalerne til pladeselskabernes direktionsgange. Fra festivalernes scener til musikpressens spalter. Bevares, kvinderne gør sig bestemt også gældende – især kvalitativt – men at der er en ubalance, kan ingen efterhånden være i tvivl om.

Årsagerne skal jeg ikke gisne om her. Jeg vil bare nøjes med at konstatere, at så længe vi har grupper som Selvhenter og We Like We, bør al nonsens om, at mænd skulle være bedre musikere end kvinder endegyldigt forstumme.

Det kan godt være, at det mest er som sangerinder, at kvinderne gør sig bemærket, men her er altså tale om to kollektiver af kvindelige musikere, der virkelig formår at vride det bedste ud af deres instrumenter.

Lad os begynde med kvintetten Selvhenter, der allerede med sin opsætning bestående af violin, trombone, trompet og to trommeslagere viser, at de ikke er bange for at gå egne veje.

De fik allerede godt hul igennem internationalt med deres selvudgivne debut, »Frk. B. Fricka« (2012), og på deres andet album, »Motions Of Large Bodies«, har man fortsat fornemmelsen af, at alt kan ske i deres selskab.

Uhørt kraft og finesse

Den musikalske palet er denne gang udvidet med søsyge synthesizere og muskuløst forløst i Aske Zidores fornemme produktion, der bringer det bedste frem i gruppens potente møde mellem rå støjrock, free jazz, balinesiske gamelan-rytmer og dansende afrobeats.

Støjrock? Ja, sgu. Blæsere og strygere er nemlig kørt igennem et arsenal af effektpedaler og forstærkere, der giver dem en helt uhørt kraft og finesse i teksturerne.

F.eks. på åbneren, den massive »Golden Boy«, der ruller af sted på et jordskred af et beat – som hvis Led Zeppelins John Bonham tæskede i afrobeat-mønstre – mens overstyrede synthflader og forvrængede blæsere pruster en ildevarslende kakofoni.

Helt central for Selvhenters lyd er Jaleh Negaris og Anja Jacobsens korporlige og alligevel dybt raffinerede afstraffelse af deres trommeskind. Det er nemlig rytmerne, der får Selvhenters åbne hovedbrud og avantgardistiske tendenser til også at gå i kroppen og sætter den i bevægelse. En særdeles potent kombination, der undersøges og udfordres på kryds og tværs pladen igennem.

Og nej, det her er ikke musik, man kommer til at høre i radioen. Og tak for det. For sådan er det nu engang, når man som Selvhenter har en stålsat vilje til at sprænge de musikalske rammer. Til at gøre tingene på egne præmisser. Med musikken, samspillet og det kollektive udtryk som hellig treenighed.

Vejen væk fra klassisk

We Like We er måske endnu sværere at sætte i bås på deres debutalbum, »A New Age Of Sensibility«.

Jovist, de fire unge kvinder er klassisk skolede, og de musikalske værktøjer hedder violin, cello, slagtøj og vokal.

Men hvor den klassiske musik oftest er en partiturbåret kompositionsmusik, hvor musikerne fortolker et sæt fastlagte noder, så forsøger We Like We at sætte kreativiteten fri og lade musikken opstå ud af en kollektiv proces, hvor man spontant lytter og reagerer på hinanden. Altså det man i rockkredse vil kalde at jamme.

Og man må sige, at de fire kvinder får prøvet nogle ting af her. På »Anticipation« rammer skippende vokalharmonier, huggende strygere og uldne marimba-toner et hypnotisk groove, der lyder som en dramatisk omskrivning af newyorker-minimalisten Steve Reichs »Music For 18 Musicians«. Fornemme sager.

På »Wakey Wakey Beast« udfordrer de til gengæld lytterens velbefindende med nogle bevidst disharmoniske vokaldroner, der skaber en urovækkende bund under Katinka Fogh Vindeløvs svævende operavokal.

Andre steder trakterer de med en mere ligefrem og skønhedssøgende kammermusik, der tilføres ekstra lag af overtoner, pauser, rum og edderspændte hamornier.

Det er et nysgerrigt og søgende udtryk, der i sine bedste stunder formår at skurre noget så smukt. Modet til at gå nye veje er beundringsværdigt – den klassiske musik har brug for at blive skubbet fremad – men sommetider balancerer We Like We også på kanten til det prætentiøse i al deres ophøjede seriøsitet.

Fem stjerner

Hvem: Selvhenter.

Hvad: »Motions Of Large Bodies«, Eget Værelse.

Fire stjerner

Hvem: We Like We.

Hvad: »A New Age Of Sensibility«, The Being Music.