Sidst D’Angelo udsendte et album, var der ingen uden for Apples inderkreds, der havde hørt om en iPod. Tvillingetårnene stod stadig i New York City. Der var ikke noget, der hed hverken The War On Terror, Occupy Wall Street eller Det Arabiske Forår. Bill Clinton var stadig præsident, og selve ideen om en sort præsident lød stadig som ren science fiction.
Og nå ja, så var neo-soul en ting. Takket være en ny generation af musikere som Lauryn Hill, Maxwell og Erykah Badu, der med afsæt i soulmusikkens storhedstid i 70erne gav genren en kæmpe revival i slut-90erne. D’Angelo var også med hele vejen dengang. Man kan sige, at han både var med til at sætte bevægelsen i gang med sin debut, »Brown Sugar« (1995), og lukke den igen med hovedværket »Voodoo« (2000).
For siden dengang har der været forholdsvis stille omkring D’Angelo. Et par turnéer er det blevet til, mens et nyt studiealbum er blevet både annonceret og udskudt utallige gange. Hvorfor man da også begyndte at frygte, at det aldrig skulle lykkes ham at bryde voodooens forbandelse og følge op på sin stjernestund.
Men i weekenden begyndte rygterne pludselig at sprede sig om et nyt album. Og mandag morgen var det der så endelig på diverse online-tjenester: D’Angelos tredje album, »Black Messiah«.
Og lad os da bare starte med at slå fast, at det i den grad lever op til forgængerens tårnhøje niveau. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at der her er tale om et D’Angelo-album. Allerede på åbneren, »Ain’t That Easy«, lægger han sig i direkte forlængelse af den knap 15 år gamle feinschmecker-soul fra »Voodoo«. Og man drager instinktivt et lettelsens suk.
Men allerede på næste nummer, »1000 Deaths«, viser han, at »Black Messiah« er helt sit eget bæst. Nummeret er lidt af en lussing. Det udblæste trommegroove og en knudret bas lyder, som om de er i slåskamp med hinanden.
Vokalerne er begravet i sonisk snavs, og en samplet stemme prædiker, at Jesus i virkeligheden var sort. Intentionen synes at være at få lytteren til at droppe forventningerne om en »Voodoo 2« og i stedet bare følge D’Angelo på en ny musikalsk rejse.
Et sværdslag for organisk soul
Og det gør man så gladeligt, når musikken er iscenesat så overdådigt som her. Og i øvrigt herfra er langt mere imødekommende end »1000 Deaths«. For udover at have en piv-fræk vokal – tænk en mere maskulin udgave af Prince – så viser den efterhånden 40-årige amerikaner sig igen som en eminent musikalsk iscenesætter og arrangør, der trækker ubesværet på hele den sorte amerikanske musikhistorie.
Fra delta-bluesen over Chicagos elektriske ditto; fra Sly & The Family Stones politiske protestsange over Funkadelics ristede syre-funk til Marvin Gayes sengekants-soul; fra jazzede guitarlicks til groovy hiphop-beats. D’Angelo kommer omkring det hele uden nogensinde at slippe sin egen sensibilitet af syne.
Mest af alt er »Black Messiah« dog et sværdslag for organisk soul i ordets bedste og bogstaveligste betydning. Det her er en musik, der aldrig kunne være programmeret på en maskine. En musik, der svinger på den mest livagtige måde. Hvor man aldrig spises af med letkøbte omkvæd.
For D’Angelo er next level. En tilstand, der sitrer ud i hver en fiber af kroppen. Og hvis den slags genialiteter har en drægtighedsstid på 14 år, så fred være med det. Det har været ventetiden værd.
Hvem: D’Angelo & The Vanguard.
Hvad: »Black Messiah«, Sony Music.
