Budskabet er jo sådan set fint nok.
Amerikanske Meghan Trainors monsterhit »All About That Bass« hylder kvinder med kurver. Mantraet synes at være, at det er bedre at have et sødt smil og en stor bagdel end at være en sur »skinny bitch«, photoshoppet til ukendelighed på forsiden af et af tidens modemagasiner.
Det hele pakket ind i den helt rigtige 60er-agtige retro-poplyd.
Et vaskeægte røvballehit, der planter sig urokkeligt på nervebanen, første gang man hører det, og inden man får set sig om bliver spillet mindst to gange i timen på alle radiostationer og til enhver børnefødselsdags ballondans.
Og netop som man så demonstrativt er begyndt at slukke, hver gang sangen dukker op, så kommer albummet, der skal forlænge Meghan Trainors levetid og gøre hende til mere end et one hit wonder.
»Title« hedder udgivelsen – som om man bare ikke har kunnet finde på noget originalt – men et eller andet sted går det fint i spænd med indholdet.
For ud over rigeligt til både gården og gaden har Meghan Trainor ikke så meget at byde på.
Man har forsøgt at videreføre 60er-stilen over de fleste af albummets numre, men ender således alt for ofte fastlåst i genrens egne begrænsninger, og Trainors – alt andet lige – middelmådige vokal får ikke løftet materialet op til det nævneværdige, men ryger for ofte over på skærebrænder-frekvensen.
På plussiden kan nævnes den svingende, men dog intetsigende »Bang Dem Sticks«. Det kunne potentielt have været et super cool nummer, hvis det ikke var for en tåbelig tekst og dårlig produktion. Men det er så også det gode, der er på »Title«.
Stort set alt andet er irriterende klicheer. Som »Dear Future Husband«, hvor den kommende gom får at vide, at han bare har at huske blomsterne på årsdagen og mere i den dur. Eller »Walkashame«, hvor vores Meghan som en anden Bridget Jones gør alting forkert.
Det er den slags pop, der ender uoriginalt, fordi alt skal skrues ned i faste kasser, så der ikke er nogle kanter at skære sig på.
Samtidig sælges Meghan Trainor som naboens lidt for runde datter, der er rap i replikken, men blank som et stykke hvidt papir. Det holder ikke i længden.
Hvis man som jeg godt kan lide den popgenre, der trækker på 60er-stilen, så bør man til enhver tid gå ud at vælge et af de gamle albums med Amy Winehouse. Hun var ganske vist en »skinny bitch« på alt andet end kildevand, men hendes stil var kompromisløs og den ægte vare. Det er Meghan Trainors ikke.
Hvem: Meghan Trainor.
Hvad: »Title« Sony Music.
