Lad os bare få det af vejen med det samme: Det er helt umuligt at tale om den britiske producer, sangskriver og DJ Mark Ronsons nye plade uden samtidig at snakke om alle de kunstnere, han står på skuldrene af. Og han ville formentlig heller ikke have det mindste imod det selv. For »Uptown Special« er tydeligvis tænkt som en åbenlys homage til alt det bedste amerikanske funk fra 60erne og frem til 80erne. Her refereres konstant direkte og frydefuldt til giganterne.
Førstesinglen, »Uptown Funk« med Bruno Mars på vokal går allerede sin sejrsgang verden over. Og helt fortjent. For mage til storstruttende møde mellem funky og catchy skal man altså lede længe efter. Den livlige slap-bas (ja, sgu!), de syntetiske flader og mandekoret er helt åbenlyse referencer til midt-80ernes Prince og hans überfunky protegeer i The Time.
Det nummer er dog kun toppen af isbjerget. Allerede på pladens intro dukker gode gamle Stevie Wonder gudhjælpemig op med sin karakteristisk sødmefulde mundharpe, inden »Summer Breaking« med den fremragende Kevin Parker (Tame Impala) på vokal sender lytteren på et skvulpende soft-rock-cruise, der frækt kipper med skipperhatten til Steely Dan og deres lækkerlumre fusion af jazz, funk og pop.
Inden »Uptown Funk« når vi også lige en tur tilbage til funkens rødder i 60erne på den tight rullende »Feel Alright« – en rendyrket og helt forrygende James Brown-pastiche med rapperen Mystikal som overraskende kapabel stedfortræder for The Godfather of Soul. Og senere igen kanaliseres naturligvis også The Queen of Funk på »I Can’t Loose« med Keyone Starr på umiskendelig Chaka Khan-vokal.
Kælet for detaljerne
Hvis ikke det skulle stå klart allerede, så spiller det her album som et imaginært DJ-sæt på en svedig natklub helt efter Ronsons hoved. Men i stedet for at spille originalerne har Ronson skabt sin egen nye musik i giganternes billede. Den røde tråd er funken, og så bevæger briten sig ellers ud af et hav af forskellige analoge og syntetiske tangenter, der alle går lige i kroppen. Det er ganske enkelt umuligt at stå stille til den her plade.
Og når det er tilfældet, gør det mindre, at albummet er så overvejende tilbageskuende. Musikken virker på et elementært kropsligt plan og er tydeligvis lavet med samme maniske kælen for detaljen som Daft Punks ligeledes retroklingende »Random Access Memories« fra 2013. Og ligesom de to franske producere viser Ronson, at han udover at være en ferm kurator også evner den svære kunst at få fortiden til at lyde topmoderne. Vi har hørt ham gøre det før som producer på Amy Winehouses »Back In Black«. Med »Uptown Special« viser han omsider, at han også evner at gøre det i eget navn.
Hvem: Mark Ronson,
Hvad: »Uptown Special«, Sony Music,
