Svane-børnene

Svanehuset lovede at skabe et TRYGT HJEM for institutionens stærkt udviklingshæmmede børn – i stedet overfaldt de udviklingshæmmede børn hinanden, én blev fejlmedicineret, og en anden fik en lussing af en medarbejder. I to tilfælde blev børn simpelt hen væk for personalet. Men det er ikke det værste, siger to tidligere ansatte og to forældre. Det værste er, at Københavns Kommune og ledelsen vender det blinde øje til.

Christina Carlsen har været medarbejder på Svanehuset, og hun mener, at bostedet for udviklingshæmmede børn er fanget i en ond cirkel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Personalet fra Svanehuset ringede selv til Christina Howe. Hendes søn havde haft et sammenstød med en anden dreng. Mathias havde fået nogle knubs. Han var fem år gammel dengang i oktober 2005, svært retarderet og uden meget sprog – ligesom i øvrigt hans storebror.

Moren til de to drenge, der begge bor i døgninstitutionen Svanehuset for udviklingshæmmede børn på Østerbro, var selvfølgelig ked af opkaldet. Men ting sker jo, børn får knubs, og Christina Howe var overbevist om, at drengene havde et godt og trygt hjem.

Så kom brevet fra børnehaven, hvor Mathias gik i dagtimerne, når han ikke var hjemme i Svanehuset. Pædagogerne fra børnehaven ville indgive klage til Københavns Kommune. Drengen var mødt op i børnehaven med store blå mærker på låret. På halsen havde han også store blodudtrædninger. De vurderede, at der var tale om omsorgssvigt.

Christina Howe kogte. På et møde beklagede ledelsen hændelsen. De var kede af det.

»Jeg var så rasende på ledelsen og sagde, at jeg ikke kunne bruge det til noget, at de var kede af, hvad der var sket. Så kiggede lederen på mig og sagde: ‘Og søde, hvad vil du så have, jeg skal gøre ved det?’ Hvad sker der? Det er hende, der er lederen og har ansvaret, og det nytter da ikke at begynde at angribe forælderne. Efter det møde vidste jeg, at der er et eller andet ravruskende galt i Svanehuset.«

Christina Howe havde svært ved at få pålidelige informationer om, hvad der var hændt Mathias. Det lykkedes hende kun at stykke et nogenlunde klart billede sammen: Der havde angiveligt kun været to vikarer på arbejde på en vagt, hvor der skulle have været fire medarbejdere tilstede. De to vikarer skulle passe seks børn, hvor bare en af dem kræver en-to medarbejdere omkring sig hele tiden, fik hun at vide. Det drejer sig om en ca. 16-årig dreng, der reagerer voldsomt på høje lyde. Holder man ikke øje med ham, kan han eksplodere. Den 16-årige dreng havde overfaldet den fem-årige Mathias. Det var ikke sket én gang – det var sket tre gange over weekenden.

Det skulle desværre ikke blive det sidste ubehagelige opkald til Christina Howe og andre forældre fra Svanehuset.

Svanehuset har udviklingshæmmede, multihandicappede og børn med autisme – nogen af dem udadreagerende, andre selvskadende. Det er børn, der kræver fremragende pædagoger og stabile rammer. Ambitionerne var høje, da daværende borgmester Winnie Larsen-Jensen for ti år siden grundlagde huset. Svanehuset ville fra sin fødsel være mere end en institution – sammen skulle forældre og pædagoger skabe et hjem for børnene.

Berlingske Tidende har i dag undersøgt forholdene på institutionen og følgende står klart:

Svanehuset har i årevis har befundet sig i en permanent personalemæssig undtagelsestilstand, hvor det er så svært at få vagtplanerne til at hænge sammen, at det går ud over børnene. Derfor flygter personalet fra Svanehuset.

Børn udsættes for livsfarlige overfald, det samme gør personalet. Flere børn er simpelt hen blevet væk for personalet, der er sket fejlmedicinering, og i et tilfælde gav en pædagog et barn en lussing.

Flere forældre og tidligere ansatte har klaget til Københavns Kommune. De beder ikke om flere penge til huset – de ønsker en ansvarlig ledelse, der handler på tingene, siger de. Trods klagerne har Københavns Kommune hidtil valgt at bakke ledelsen op.

Nu er to forældre og to tidligere ansatte på Svanehuset så fortvivlede på børnenes vegne, at de har valgt at fortælle deres historie her.

7. maj 2006 ringede Christina Howes telefon igen. Det var hendes eksmand. Han skulle aflevere Mathias på Svanehuset og kom forbi Svanemøllen Station. Dér stod Mathias storebror, Nicholas, der også bor i Svanehuset. Den 11-årige svært retarderede var helt alene og uden opsyn, mens han dyrkede en ikke helt ufarlig fornøjelse for en dreng uden fornemmelse for sin egen sikkerhed: Han elsker at se på busser og deres blinkende lygter.

Christina Howes eksmand fik ham hen til et busstoppested og ringede til Svanehuset, som sendte en pædagog med det samme. De vidste ikke, at han var væk. De talte om en ’sviptur’.

»Jeg bliver enormt utryg over sådan en oplevelse,« siger Christina Howe.

»De fandt aldrig ud af, hvordan han var forsvundet, før min eksmand ringede.«

Det var ikke første gang et barn blev væk fra Svanehuset – en anden dreng tog selv toget til Køge.

Et halvt år senere var den gal igen. Telefonen ringede igen hjemme hos Christina Howe. Nicholas havde været på toilettet og var ved at miste balancen. Drengen er ikke på nogen måde voldelig, men han greb ud efter en pædagog og fik fat i hendes brystvorte. Pædagogen mistede besindelsen og stak drengen en lussing.

Christina Howe fik mange forklaringer, siger hun:

»Den var ikke så hård, der kom ikke mærker og så videre. Pædagogen havde handlet i affekt, og jeg skulle nærmest have ondt af hende. Men nu har jeg altså oplevet flere grove svigt, og det begynder at ligne et mønster. Derfor har jeg mistet tilliden til Svanehuset.«

Christina Howe besluttede at klage til kommunen. Hun var også utilfreds med, at Mathias handleplan aldrig blev ført ud i livet. Hans kommunikation skulle udvikles ved hjælp af et særligt system med simple billeder. Men det lod hele tiden vente på sig.

»Det har han ventet på i fire år. Han har fået det dårligere og dårligere, fordi han ikke har fået lov til at kommunikere. Han er blevet mere selvskadende. Han slår sig selv og bokser sig selv på næsen, så han ligner Mikkel Kessler i 12. omgang.«

Christina Howe er ikke den eneste forælder, der har klaget til kommunen.

Heidi Thielsen er mor til Aleksander på 13 år. Aleksander bor også i Svanehuset og har en sjælden kromosomfejl, som kaldes cri-du-chat-syndromet (’katteskrig’, red.). Navnet kommer af, at syndromet ofte viser sig ved, at det lille barn græder som en mjavende kat. Aleksander er voldsomt udviklingshæmmet, han er retarderet og hyperaktiv. Han får en pille om morgenen, som dæmper hans hyperaktivitet. Pillen sætter Aleksanders hjerne i gang til en ny dag. Ved en fejl fik han den, da han skulle i seng.

»Aleksander kan jo sikkert nok undvære en enkelt nats søvn, men det er ikke første gang, der er sket fejlmedicinering derovre,« siger Heidi Thielsen, der selv har været med til at udarbejde værdigrundlaget for Svanehuset.

Hun har siddet mange år i forældrebestyrelsen og var i sin tid med til at stifte foreningen Svanehusets Venner, som har søgt penge fra fonde til oplevelser og rejser for børnene.

Længe før fejlmedicineringen af Aleksander, efterlyste hun skudsikre informationssystemer bl.a. til at håndtere børnenes medicin. For når personalet ringer ind og melder sig syge, er børnene ofte overladt til vikarer, der ikke når at få den relevante information, siger Heidi Thielsen. Både hun og Christina Howe understreger, at de intet har at udsætte på pædagogerne og det øvrige personale i Svanehuset. De gør deres bedste for at tage vare på børnene under horrible arbejdsvilkår, siger de. Ledelsen, som ikke kan fastholde det dygtige personale og få vagtplanerne til at hænge sammen, er derimod problemet:

»Derfor bliver vi ved med at få de her hæslige sager,« siger Heidi Thielsen.

Det var pædagog Christina Carlsens kæreste, der bemærkede forandringen, efter hun stoppede i Svanehuset i august 2007. Nu kan hun faktisk igen se en film og fastholde koncentrationen to timer i træk. Det kunne hun ikke, mens hun arbejdede i Svanehuset. Hun var lige så bange for at få det næste opkald fra Svanehuset, som forældrene er i dag.

Det var ikke på grund af Svanehusets børn. Tværtimod. Det var heller ikke normeringen – selv om pædagogerne naturligvis altid kunne bruge endnu flere hænder og tid til samvær med børnene. Det var den manglende opfyldelse af normeringen. Det var organiseringen af arbejdet, det var ledelsen.

Overalt på bosteder slås man med sygefravær og rekruttering af medarbejdere. Men ingen steder mere end på Svanehuset, oplevede Christina Carlsen. Utallige er de gange, hun er mødt ind på en vagt som eneste fastansatte pædagog sammen med vikarer – og ofte ikke vikarer nok.

»Det var ikke unormalt, at man var nødt til at blive en ekstra vagt og arbejde 16-18 timer, fordi der ikke var mødt personale nok ind. Man kunne jo ikke bare overlade ungerne til sig selv. Det var så hårdt,« siger Christina Carlsen.

Ofte var det op til den enkelte menige medarbejder at få vagtplanen til at gå op, når folk meldte sig syge. Ledelsen ønskede ikke at blive kontaktet i weekenden – det måtte medarbejderne selv klare, fremgår det af en klage fra en anden medarbejder. Derfor stod Christina Carlsen igen og igen alene med selvskadende, undertiden voldelige udviklingshæmmede børn op til 16-års-alderen.

Børnene reagerer nu også på det kaos, de oplever, fortæller flere tidligere medarbejdere. En beboer kaster op og smører afføring rundt overalt, når strukturen i hverdagen skrider. En anden bliver selvskadende og slår sig selv, når vedkommende bliver ked af det.

»Der er en ret lang gang i gruppen, og for enden af den gang bor nogle drenge, som er ret voldsomme. Som personale var vi ret meget imod den lange gang, fordi man kunne risikere at komme til at stå alene for enden af den med de her meget voldsomme drenge, når der altid var mandskabsmangel. Men det overhørte ledelsen og blev ved at at sige, at der var lys for enden af tunnelen, selvom ingen troede på det. Der skete ingenting. Ledelsen virkede ligeglade med, hvor farligt det var at være der, eller hvor mange tæv vi fik der. Jeg ved ikke, om de forstår, hvor farligt det er, for de reagerer i hvert fald ikke på, hvordan drengene er, eller hvor selvskadende de kan være,« siger Christina Carlsen.

Svanehuset er fanget i en ond cirkel, siger hun: De gode pædagoger, der begynder på Svanehuset, får hurtigt nok. De føler sig ladt i stikken af en ledelse, der har mistet grebet om institutionen, men går langt for at dysse dem ned, oplever Christina Carlsen. Også overfaldene på medarbejderne.

»Jeg har selv oplevet at blive overfaldet og blive kastet rundt inde i et værelse. Jeg er blevet taget kvælertag på, jeg har fået gipsplader revet ned fra loftet i hovedet og alle mulige andre ting, som gik galt, fordi man skulle være 1.000 steder på en gang, og der ikke var nok tid til børnene.«

Det hele kommer tilbage til den fortvivlende personalesituation og ledelsens manglende evne til at håndtere den, siger hun. På et tidspunkt søgte en udbrændt pædagog en stilling som en slags pedel på Svanehuset, fortæller hun. Til samtalen lykkedes det ifølge hende lederen at besnakke den udbrændte pædagog til i stedet at tage en stilling som pædagog for problembørnene i Svanehuset. Det holdt ikke længe. Efter kort tid stoppede pædagogen igen.

Christina Carlsen fandt sig i efteråret et andet job. Hun kunne ikke holde til at være i Svanehuset længere.