Ydmygelserne på Radisevej

En gruppe ældre udviklingshæmmede på bostedet Lindebo på Amager i København har været udsat for verbale overfald og ydmygende behandling fra dele af personalet. En tidligere medarbejder anmeldte allerede i sommer slag og spark.

Sundbyvang Fold sammen
Læs mere

De kalder ham informanten, og de anede ikke, at han eksisterede, før han kort inden jul ringede til den hotline, som Københavns socialborgmester Mikke Warming (Enh.) oprettede efter Berlingske Tidendes afsløringer af hemmeligholdte og ulovlige magtanvendelser på bostedet Tokanten.

Fire medarbejdere betjener Warmings varme linje beregnet for klager over kommunens bosteder. De har fået ni henvendelser – nogle af dem er ubrugelige, andre er meget generelle klager over de økonomiske rammer og fysiske forhold.

Men et af opkaldene lignede ikke de andre.

En ca. 25-årig mand ringede. Gennem en længere periode havde han arbejdet på bostedet Lindebo, som er en del af det gamle Sundbyvang på Amager i København. Han havde set ting ske, der aldrig burde være forekommet, sagde han. Informanten gav præcise, konkrete og belastende vidneudsagn om flere navngivne medarbejdere på Lindebo. Dele af personalet behandlede de udviklingshæmmede uden værdighed. De brugte unødig magt og svinede beboerne til verbalt.

Det var et af den slags opkald, som giver voksne mennesker ondt i maven. Ikke bare på grund af de ubehagelige oplysninger. Nok så meget fordi den 25-årige fhv. medarbejder på Lindebo fortalte det, Københavns Kommune måske ikke havde fuldstændig vished for, men egentlig godt vidste i forvejen. De navne og de episoder, informanten oplyste, var et ekko af en langt tidligere henvendelse.

Allerede 29. maj 2007 afleverede en vikar ved navn Mohamed Mohamud sin opsigelse på Lindebo, hvori han over for afdelingsleder Kirsten Schmidt på Lindebo begrundede den med »kommanderende tale« til beboerne, »magtanvendelse uden indberetning« og »unødig magtanvendelse«. 17. juni skrev han en klage til Københavns Kommune. I den klage angiver han kolleger med navns nævnelse for »slag, spark, skub og grov tone«. Han opregner datoer for krænkelserne og sammenfatter sine oplevelser fra Lindebo sådan her: »Jeg har oplevet, at beboerne ikke er blevet behandlet med værdighed, kærlighed og respekt.«

Københavns Kommune forelagde den daværende ledelse oplysningerne. Både forstanderen på Lindebo og de involverede medarbejdere afviste, at der havde fundet overgreb sted. Det fik tilsynet til at konkludere, at man ikke kunne »underbygge den fremsatte kritik om unødig magtanvendelse og uetisk og fysisk og psykisk nedværdigende behandling«. Alt i alt var Lindebo et »et veldrevet tilbud«.

Flere kritikpunkter
Men der var også flere kritisable forhold, som tilsynet allerede i sommeren 2007 fik vished for. Lindebo fik en påtale for »medarbejdernes generelle kendskab til reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten«, navnlig »den lovpligtige indberetning og opfølgning på magtanvendelser«.

Tilsynet opfordrede »til et selvkritisk syn på den tone, der har udviklet sig blandt medarbejderne i arbejdet med brugerne«. Kommunen pålagde forstanderen at lave en handleplan, og kort efter valgte forstanderen at sige sit job op.

Mohamed Mohamud troede ikke sine egne øjne og ører, da han hørte, at forstander og medarbejdere slap med den påtale fra tilsynet og uden disciplinære sager.

Han siger, at han har overværet en af sine kolleger overfuse en ældre udviklingshæmmet kvinde, der tissede på gulvet. Kvinden var hverken aggressiv eller truende ifølge Mohammed Mohamud. Men da hun ikke frivilligt ville følge med på toilettet, forsøgte de at tvinge hende med magt, fortæller han. Undervejs fik en medarbejder på bostedet urin på sig. Så mistede medarbejderen selvbeherskelsen og sparkede den udviklingshæmmede kvinde flere gange.

Den samme medarbejder har – siger altså Mohammed Muhamud – med flad hånd slået en anden genstridig beboer, som i sin kørestol kørte ind i personalerummet, selv om det var forbudt.

På et tidspunkt foreslog flere af Lindebos medarbejdere, at ledelsen indrettede et særligt rum, hvor der kunne udføres magtanvendelser på beboerne, men ifølge Mohamed Muhamud afslog ledelsen dog at realisere den idé.

»Jeg har jo sagt op. Jeg kan i princippet være helt ligeglad. Det eneste jeg personligt har fået ud af denne sag, er anonyme trusler over telefonen. Jeg gør det her for beboerne, og jeg havde egentlig håbet, at Københavns Kommune ville tænke på samme måde,« siger han.

Selv om det var ord mod ord, da kommunen behandlede Mohammed Muhamuds indberetning, var hans oplevelse ikke enestående. Kort efter hans klage sendte Alice Rasmussen – hvis søster bor på Lindebo – også ni sider til Københavns Kommune. Her beskriver hun indgående den elendige tone, og hun fortæller også, at søsteren – en lille, spinkel udviklingshæmmet dame – er blevet skubbet i brystet af en medarbejder, der ikke brød sig om, at Alice Rasmussens søster stillede sig tæt op ad hende.

Den første henvendelse fik Københavns Kommune altså ifølge sin egen forklaring i juni 2007. Kort efter modtog kommunen en klage fra Alice Rasmussen, der også gik på unødig magt og verbale tilsvininger, og kommunens eget tilsyn bekræftede, at der var problemer med såvel tonen som magtanvendelser, der aldrig var indberettet i strid med loven. Kun de angivne medarbejdere benægtede, og selv om forstanderen sagde op, da kommunen pålagde hende at lave handleplaner for at forbedre forholdene, fik Lindebo først ny forstander 1. november.

Selvkritik
Derfor var der så sent som i december 2007 stadig problemer med magtanvendelserne og tonen på Lindebo.

Det beklager vicedirektør Jens Elmelund fra Københavns Kommune:

»Det giver anledning til selvkritik, at den daværende leder skulle føre handleplanen ud i livet, selvom hun måske ikke var specielt motiveret, da hun havde sagt op.«

I øvrigt glæder han sig over, at kommunen faktisk undersøgte forholdene allerede efter Mohamed Muhamuds opsigelse og fik lavet en handleplan.

Der er flere fællestræk mellem sagerne på Tokanten, som Berlingske Tidende afslørede søndag 16. December 2007, og Lindebo.

I begge tilfælde henvendte medarbejdere sig til forvaltningen med stærkt belastende konkrete oplysninger om deres kolleger brug af helt unødig magt i det skjulte.

I begge tilfælde valgte forvaltningen at lade forstanderne fortsætte, selv om forvaltningen ved egne undersøgelser fik bekræftet store dele af de oplysninger, medarbejderne henvendte sig med.

I begge tilfælde gik der seks-syv måneder fra det første nødråb til forvaltningen, før der blev sat effektivt ind mod overgrebene.

Og i begge tilfælde skulle pressen ind i sagerne, før socialborgmester Mikkel Warming (Enh.) orienterede sit socialudvalg og offentligheden.