Plagiat eller inspiration?

Lars Rix, souschef på kulturredaktionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Det er en af den slags sager, der ind imellem dukker op og hvor man tænker - only in America.

Vi taler om sagen, hvor Marvin Gayes efterkommere har sagsøgt musikerne Robin Thicke og Pharrell Williams for at have plagieret nummeret »Got To Give It Up« fra 1977 i deres hit »Blurred Lines«.

Den slags sager bliver der anlagt dusinvis af i USA hele tiden, men det specielle ved denne er, at juryen i denne har givet Gayes efterkommere ret og har dømt Thicke og Williams til at betale en erstatning på svimlende 7,4 million dollar. Alene her så langt ude af proportioner, at man allerede kan forudsige appelsagen. Denne dom, der er afsagt af byretten i Los Angeles, bliver enten omstødt, når den når højesteret eller så bliver der indgået et forlig, som det så ofte sker.

Når sagen så alligevel er værd at beskæftige sig med, så er det fordi den rejser nogle helt principielle diskussioner omkring skabelsen af kunst. For hvor går egentlig grænsen for, hvor meget man må lade sig inspirere af andre, når man skaber sit eget? Hvor trækker man linjen mellem inspiration og plagiat?

I dette tilfælde har Thicke og Pharrell indrømmet at de har Marvin Gaye som forbillede, men nægter at de har kopieret noget fra »Got To Give It Up«. De har med andre ord ladet sig inspirere af Gayes såkaldte »feeling« - siger de.

Set i det perspektiv vil en dom få vidtrækkende konsekvenser for alle skabere af musik. For hvis man kan blive dømt for at lad sig inspirere af en følelse, en stemning eller en bestemt tone i musikken så vil det med ét åbne op for en pandoras æske af lignende retsager.

Man ser det allerede for sig: Marie Key sagsøger MGP-vinder Emma Pi for hendes sang »Du Ser den Anden Vej«. Man ser Kim Larsen sagsøge Christian Hjelm for nummeret »Lang Vej Igen«, CV Jørgensen gå efter hele Peter Sommers sangproduktion og Depeche Mode for alt hvad Nephew har rørt ved.

Naturligvis sat på spidsen, men helt reelt vil det skabe en berøringsangst for den skabende kunstner. For alle lader sig jo inspirere. Det er en del af hele musikkens naturlige fødekæde. Ja, al kunst kommer fra ydre påvirkninger og fortidens værker skal ikke være stopklodser for kunstnerisk udfoldelse.

Sådan lyder den fornuftige, men også den nemme løsning.

For uden regler på dette felt vil man underminere en kunstners ret til sit værk. Der er i visse kredse en tendens til, at man bare skal give los på dette punkt. Eksempelvis gøre al musik frit og tilgængeligt for alle så nye musikalske værker kan skabes ud fra dette. Forestil dig dette blive en realitet i det private erhvervsliv. Mon LEGO vil tillade, at en konkurrent skabte en lignende klods »inspireret« af LEGO? Mon Novo ville acceptere at nogle lavede en lignende insulinsprøjte som lignede deres patenterede? Det ville ikke ske.

Det samme gælder for kunsten. Marvin Gaye og hans efterkommere har ret til nummeret »Got To Give It Up« med alt hvad det indeholder. Det kan ingen tage fra dem. Forskellen i det her tilfælde er så bare, at de ikke har ret til de tanker og ideer der opstod oven i hovedet på Pharrell og Thicke, da de lyttede til Gaye og herefter skabte deres eget hit.