Nana og andre forbudte erotiske bøger

Det lille forlag Radius genudgiver Emile Zolas klassiske erotiske roman »Nana« fra 1880. Romanen vakte med sine frimodige skildringer af den unge Nana skandale og succes i samtidens Europa, og I Danmark forsøgte myndigheder at forbyde den. Her er historien om Nana og andre forbudte erotiske litterære værker.

Edouard Manet malede i 1977, muligvis inspireret af Zolas Nana-skikkelse, et maleri, som han kaldte Nana. Billedet blev afvist ved udstillingen Salon of Paris, fordi det blev vurderet som amoralsk. Det hænger idag i Kunsthalle i Hamborg. Fold sammen
Læs mere

Emile Zola skrev om sin samtid i Paris i store romanserier og Nana var en af hans mest vellykkede kvindeskikkelser. Zola blev introduceret til det parisiske teaterliv i 1870erne og blev inspireret til at skrive om dette miljø og pigerne, der vekslede mellem at være skuespillere og prostituerede.

Allerede i 1877 i en romanserie »L´Assommoir« lod han Nana optræde som bifigur. Zola havde fået inspirationen til Nana fra en af teatrets rigtige skuespillerinder Anna Judic. I sin roman fra 1880 »Nana« har Nana overtaget hovedrollen og personificerer kvindelig begær og erotik.

Hun er i romanen en mandeæder og et sensuelt væsen, som følger sin lyst til at forføre mænd til forargelse for samtiden.Lad os blot gengive dette lille afsnit fra Zolas roman, hvor Nana beundrer sin egen krop foran spejlet:

»Nana stod hensunket i betagelse af sig selv... Så gav hun sig til at studere andre dele af sit legeme med barnlig glæde og nysgerrighed. Det overraskede hende altid at se sig selv; hun fik et undrende og henført udtryk som en ung pige, der opdager sin pubertet.

Langsomt bredte hun armene ud for at fremhæve sin fyldige venusbarm, hun drejede i livet for at se sig bagfra og forfra, standsede ved synet af sine bryster i profil og lårenes vigende runding. Til sidst gav hun sig til at vugge fra side til side med spredte knæ og rullende hofter som en mavedanserinde. Muffat betragtede hende. Hun gjorde ham angst.«

Grev Muffat var en af Nanas mange elskere, som hun i løbet af romanen ydmyger, ruinerer og ødelægger med sin erotik.

I samtiden blev Nana udlagt negativt som en nydelsessyg ung kvinde, der lod sig styre af erotisk begær, men i dag vil hendes figur nok nærmere blive tolket som en ung piges forsøg på at finde sine erotiske instinkter og hun vil i højere grad blive tolket som en stærk kvindeskikkelse. Maleren Edourd Manet lod sig inspirere af Nana-figuren i L´assommoir fra 1877 til at male et maleri »Nana«, der blev afvist af kunstudstillingen Paris Salon, fordi det var for udfordrende.

Deltog i samtidsdebatten

Emile Zola var en af Frankrigs mest nyskabende forfattere i anden halvdel af 1800-tallet. Han var grundlægger af den naturalistiske stil i litteraturen, hvor han gengav virkeligheden, som om han var en refererende journalist. Han skildrede begivenheder og mennesker så detaljeret og indfølende, at det føltes som om man selv var til stede og oplevede det. Hans skelsættende stil påvirkede Herman Bang, der med sin roman »Håbløse Slægter« fulgte i mesterens fodspor.

Zolas var en samtidsbeskriver af første rang og hans roman var et billede af et dekadent borgerskab og menneskers skrøbelighed og liderlighed. Hans Nana var en skildring af et samfund i moralsk opløsning og i sidste scene lader han symbolsk den unge pige dø af kopper.

Senere blev Zola blive dybt involveret i Dreyfus-sagen, hvor en jødisk kaptajn i 1890erne blev anklaget for at være spion for tyskerne og sendt til en fangeø. Anklagen var falsk og med sin flammende overskrift i en parisisk avis: »Jeg anklager« gik Zola til angreb på uretfærdigheden.

Zolas roman »Nana« afstedkom en sensation og blev udsolgt i løbet af kort tid.

Den blev intenst debatteret i Frankrig, men til trods for mange vovede scener og fortællingen om en ung kvindes erotiske udstråling, så blev den ikke forbudt i Frankrig, hvor man tilbage til 1700-talet var vant til dristige romaner. Men i Storbritannien og andre lande blev den forbudt.

I Danmark anede myndighederne ikke rigtig, hvad man skulle stille op. Sagen var, at der var mulighed for at gribe ind over for utugtige - det vil sige erotiske romaner, hvis man ville. Man havde formaliseret censur siden 1537. Der var en fri periode under Struensee fra 1770 til 1773, men efter hans fald strammede regeringen censurskruen. I 1799 indførte Frederik 6 og hans regering en trykkefrihedsforordning, hvor man forbød skrifter »hvormed sædelighed og blufærdighed krænkes.«

Denne bestemmelse kom med i den danske straffelov fra 1866, hvor der står »den, som offentliggør et utugtigt skrift, straffes med fængsel eller bøder.«

Erotisk sofa-historie var for meget

Men hvad ville det sige, at noget var utugtigt? Det var op til politi og retsvæsen at afgøre dette flydende begreb. En af de første gange i Danmark, hvor bestemmelsen blev taget i anvendelse var i 1875, hvor Claude Crebillons saftige roman fra 1742 »Sofaen« blev oversat til dansk.

Romanen fortæller om en mand, der forvandles til en sofa og kun kan forvandles tilbage, når en ung mand og kvinde har elskov på sofaen. Oversætteren fik en måneds fængsel, fordi retten fandt romanen utugtig.

Næste gang en roman blev genstand for politiets interesse var, da Herman Bang udsendte romanen »Håbløse slægter« i 1880.

Romanen skildrer en slægts forfald og rummer en hed skildring af den unge hovedpersons forhold til en langt ældre kvinde. Ved politiretten i juli 1881 blev romanen dømt for at overskride sømmelighedens grænser. Bang fik en bøde på 100 kr. eller 14 dages fængsel. Hele forløbet foregik under stor ståhej i offentligheden og romanen var sikret berømmelse og salg på forhånd.

Politiet konfiskerede ved politirettens dom bogen, men på det tidspunkt var den allerede blevet revet væk. Selv Herman Bang kunne ikke få fat i et eksemplar og måtte gå på Det kgl. Biblioteks læsesal for at læse sin egen bog.

Dommen blev stadfæstet af Højesteret i 1882. I 1884 blev romanen atter udgivet, men nu havde Herman Bang fjernet de passager, som retten havde anset for utugtige. Den oprindelige version med de saftige kapitler blev først udsendt i 1965.

Det var klart, at Emile Zolas roman »Nana« også måtte komme i myndighedernes søgelys. Romanen blev oversat til dansk i 1881 og udsendt på A.W. Henningsens forlag.

Myndighederne forberedte en tiltale mod udgivelsen i november 1881, men sagen om Herman Bangs »Håbløse Slægter« havde til en vis grad skræmt politi og retsvæsen, fordi de så klart havde haft offentligheden imod sig. Forlæggeren Henningsen henvendte sig selv til Justitsministeriet og spurgte ydmygt, om sagen kunne falde, hvis han overgav restoplaget til politiet, så man i stilhed kunne ordne sagen.

Det gik myndighederne med til og tiltalen blev frafaldet. På denne mærkelige måde optrådte Zolas »Nana« derfor ikke på listen over forbudte bøger og på Det kongelige Bibliotek, hvor overbibliotekaren havde et specielt skab til de utugtige bøger, stod den heller ikke. Først i 1909 blev »Nana« udgivet på Martins Forlag og nu uden, at myndighederne greb ind.

Kvinders sexlyst var det farlige

Selv om der havde været ballade om »Håbløse slægter«, så vedblev politiet at konfiskere og forbyde bøger, som man anså for utugtige, selv om de på ingen måde minder om det, som vi i vore dage kender som erotiske eller pornografiske bøger.

Det gik ud over den unge radikale politiker Edvard Brandes´ roman »Det unge blod. Fortælling« fra 1899. I dag har vi som sagt svært ved at se, hvad der var så utugtigt. Justitsministeriet nævnte selv følgende passage fra Edvard Brandes bog som provokerende:

»Hendes bryllupsnat - hun maatte tilstaa det ikke uden en vis Selvlede - havde ikke været hende ubehagelig. Den stærke Attraa hos hendes Mand havde ikke været hende imod, da han bemægtigede sig hende. Hun havde følt en art af Vellyst ved denne Mandsvilje. Selv om hun ikke havde gengældt hans Kærtegn, og ikke havde nydt den samme Lykke som han, saa havde hun behaget sig i at blive Kvinde. Hun var tilfreds med ingen Nysgærrighed mere at skulle nære - hun syntes, hun modnedes - blev helt sig selv, idet hun blev underkastet Menneskers højeste Drifter.«

Bogen blev beslaglagt, men diskussionen ved dens fremkomst havde allerede sikret den et stort salg som cirkulerede rundt i samtidens læsekredse. Brandes blev tildelt en bøde på 200 kr. og 20 dages hæfte. Censursagerne viser, at det ikke var pornografiske scener, der fik myndighederne op på mærkerne, for de var der ikke, men i højere grad beskrivelsen af kvinders selvstændige sexlyst.

Langt op i det 20. årh. vedblev bestemmelserne at stå i straffeloven. Da man reviderede straffeloven fra 1866 i 1930 forblev bestemmelsen om utugtige skrifter at blive stående og i 1939 skærpede justitsminister Steincke bestemmelsen. Først med pornografiparagraffens ophævelse i 1968/69 blev utugtige skrifter tilladt.

Forfatter: Emile Zola. Titel: »Nana.« Sider: 334. Pris: 179 kr. Forlag: Forlaget Radius