Bikstok uden Røgsystem

For ti år siden bragede de igennem med den første dansksprogede dancehall-plade. Men ligeså snart røgen havde lagt sig over landet, brændte gløden ud. Efter fem års spredte tilløb er Bikstok omsider tilbage. Og nu uden røg i systemet.

Bikstok Røgsystem er tilbage ti år efter de satte den danske dancehall-bølge i gang med deres debutalbum »Over Stok Og Sten«. De spiller blandt andet på årets Roskilde Festival. Gruppen består af Lasse Bavngaard (Blæs Bukki), Søren Schou (Pharfar) og Dwayne McFarlane (Eaggerman). Fold sammen
Læs mere

Det er svært at forestille sig her i 2015. Men det er ikke mere end ti år siden, at folk ikke anede, hvad man snakkede om, hvis man sagde dansk dancehall. I dag kan man nærmest ikke tænde for radio eller tv uden at blive mødt af flabede danske rim tilsat vuggende jamaicanske rytmer.

Gruppen, der gjorde hele forskellen, var Bikstok Røgsystem. En ganja-rygende trebande bestående af reggae-entusiasten Pharfar, jamaicansk/danske Eaggerman og Malk de Koijn-rapperen Blæs Bukki.

Debutalbummet »Over Stok Og Sten« udkom for præcis ti år og anført af singler som »Cigar« og »Fabrik« spredte den tykke Bikstok’ske røg sig hurtigt over det ganske land. Som en ekspanderende røgring udsendt fra reggae-, dub- og dancehall-klubben Rub A Dub Sundays på Nørrebro-spillestedet Stengade 30.

Der skulle dog ikke gå mere end halvandet år, før gruppen gik i opløsning i 2006. Ligeså hurtigt de brød igennem, ligeså hurtigt forsvandt de igen. Siden er det blevet til et par spredte reunion-koncerter og en enkelt single. Ikke noget videre. Indtil i denne uge hvor gruppen - nu bare under navnet Bikstok - vendte tilbage med ep’en »Uranium«.

Derfor satte vi os ned med de tre pionerer for at høre, hvad der har fået dem til at kravle ud af deres flyverskjul. Og ikke mindst for at få dem til at fortælle historien om dengang, de først fik hele landet til at danse efter deres pibe. Og hvad der kort tid efter fik gløden til at brænde ud.

Hvorfor følte I, at det var tid til at finde sammen igen?

Blæs Bukki: »Vi begyndte faktisk allerede så småt for fem år siden. Vi snakkede om at lave et album. Men det var omtrent samtidig med, at hele reggae-bølgen kom skyllende. Fra sidelinjen kunne vi se alle de her nye navne komme til. Det var lidt demoraliserende. Jeg mistede lidt lysten til at lave det. Når det bliver så stor en genre, er der meget, man ikke kan slippe afsted med.«

Eaggerman: »Nogle af teksterne på ep’en er jo fem år gamle. Vi tænkte bare, at hvis de nogensinde skulle ud, var det også ved at være på tide. Der skulle ske noget nu.«

Forelskede sig i genren

Prøv at tage mig tilbage til dengang i mødtes. Hvordan var stemningen dengang?

Pharfar: »Dengang var vi virkelig forelskede. Ikke specielt i hinanden, men i genren. Det var ligesom at opdage et helt nyt landskab, og vores drøm var, at vi skulle indtage det her nye land. Vi skulle være kongerne i det her land. Der åbnede sig hele tiden nye døre. Vi opdagede nyt. Vi var så begejstrede og entusiastiske og havde de her drømme om at lave noget selv, der havde den samme nerve som de jamaicanske ting, vi hørte.«

Blæs Bukki: »På det tidspunkt var der ikke nogen andre end os, der lavede det på dansk og havde en lille gruppe som os. Der var selvfølgelig andre, der hørte musikken, og der var et miljø, hvor folk spillede og dj’ede. Men vi var meget oppe at køre over idéen om at komme ud og præsentere det som de første.«

Eaggerman: »Jeg elsker hiphop, men jeg var virkelig misundelig på, at det havde så meget at skulle have sagt i Danmark, når reggae ikke havde. Jeg tænkte bare: »Hvad fanden sker der? Det skal da have sit eget kapitel i dansk musikhistorie!««

Pharfar: »Ja, klimaet dengang var meget reggae-fjendsk. Så da vi endelig lavede Rub A Dub Sundays, var det som at finde et helle, hvor vi kunne dyrke vores ting. Ligesom en veteranbilklub. Endelig havde vi fået nogle lokaler, hvor vi kunne få lov til at mødes og være nørder sammen. Det betød rigtig meget, at vi kunne komme og inspirere hinanden og ikke hele tiden være i lånte lokaler, hvor man skal høre på en eller anden gangster, der siger, at han vil smadre pladespilleren, hvis man sætter en reggae-plade på.«

Hvordan husker I gennembruddet?

Blæs Bukki: »Singlen »Cigar« kom lidt før albummet. Der var lidt en kamp på P3 mellem dem, der ville spille den, og dem, der ikke ville. Men på et eller andet tidspunkt begyndte de så at spille den. Og så eksploderede det. Der var den sindsygeste kø ned af gaden foran Stengade 30, da vi holdt release.«

Pharfar: »Dengang var det den vildeste oplevelse for mig, når der kom nogen hen og sagde, at de havde hørt vores sang i radioen. Den følelse kan man ikke genskabe. Eller det der med at møde gamle folkeskolekammerater, der tidligere havde haft det sådan: »Det er fedt nok det der Pharfar, men skulle du ikke tage og få dig et job og stoppe det der rygeri«. Alle dem der tidligere havde ringeagtet én blev konverteret til rygklappere på et enkelt år.«

Blæs Bukki: »Der skete virkelig meget. Store koncerter og fans, der ventede på os, når vi kom ud af færgen. Der var sådan et lille hold skøre piger, der fulgte os rundt alle steder vi spillede. De blev ved med at dukke op, og de var alt for unge til os. Det var virkelig akavet!«

Pharfar: »Jeg husker det som om, at vi gik fra 0 til 100 inden for et års tid. Vi var til rigtig mange award shows og fik et hav af priser. Det var en meget speciel følelse at være tre drenge, der havde vores helt eget univers, som så pludselig gik hen og blev så feterede. Det sidder stadig i mig. Men efter to år havde vi gået hele vejen. Og så stoppede det ligesom der.«

»Stemningen var rimelig mærkelig mellem os«

Hvad var problemet?

Blæs Bukki: »Jeg syntes bare ikke, at det var fedt mere. Jeg kunne ikke lide at være ude og spille mere. Og så er der ingen grund til at blive ved.«

Eaggerman: »Vi nåede ikke at tale om, hvad fanden der skete. Når man ikke når at tale om processen, kan man lynhurtigt blive uenige om tingene. Folk ville i forskellige retninger.«

Blev I uvenner?

Eaggerman: »Ja, helt vildt!«

Pharfar: »Jeg var meget opsat på at tænke det hele som en forretning. Hvordan kommer vi videre? Næste plade, flere koncerter, flere interview. Der trak de andre mere i bremsen, og så endte jeg med at sidde meget alene med projektet. Og det duer jo ikke, når man pludselig er blevet darlings for hele Danmark.«

Eaggermann: »Jeg har totalt allergi over for hele mediecirkusset. Jeg kan ikke lide at blive sat på samlebånd. Det er ikke i min natur. Jeg vil sprælle derudaf!«

Blæs Bukki: »Jeg tror også,at jeg hurtigere udvikler metaltræthed i forhold til at tage ud og spille. Jeg har svært ved at genfinde glæden ved det. Jeg går mere ned, hvor andre måske vil kæmpe i længere tid for det. Jeg vil hellere stoppe, mens legen er rigtig god.«

Eaggerman: »Vi gik allesammen bare og ventede på, at det ville ske. Jeg husker tydeligt en koncert på Silkeborg Reggae Festival, hvor jeg overhovedet ikke gad være der. Så jeg drak otte af de der Jamaica-drinks og endte med at stå og svaje omme bag en højttaler under hele koncerten. Det tror jeg var med til at få os til at indse, at det var på tide at stoppe legen.«

Blæs Bukki: »I dag ville vi nok have sat os ned og forsøgt at finde ud af, hvad der var problemet. Men dengang valgte vi bare at lukke helt ned. Og så var der et år eller to, hvor stemningen var rimelig mærkelig mellem os.«

Drømmer om dybde

Hvordan fandt I hinanden igen?

Pharfar: »Da Natasja (dansk dancehall-sangerinde, red.) døde i 2007, snakkede vi for første gang rigtigt sammen igen. »Fuck mand, hvor er det nederen med Natasja.« Så mødtes vi på Bryggen og drak en gravøl og fandt ud af, at vi i virkeligheden holdt meget af hinanden. Og at det var dumt at gå og være uvenner.«

Siden er dancehall jo nærmest blevet hvermandseje. Hvad er det ved genren, der appellerer så bredt?

Blæs Bukki: »De bedste dancehall-numre er tit meget simple. Det er ofte de simple ting, der bliver størst. Det er noget, som alle kan forstå. Det er noget, man forholder sig til, når man hører det. Og så elsker børn det. De danser altid til vores ting.«Oplever I nogensinde, at folk kigger ned på det? Netop fordi det er så simpelt.

Eaggerman: »Ja, helt klart. Jeg har en drøm om, at fordybe mig i en anden dancehall-genre, end den der pædagog- og børne-dancehall. Lave noget med en ekstrem dybde. Det må godt være indviklet nogle gange. Men det må blive på næste plade.«