En kniv i Børge Mogensen-sofaen

Michael Kvium på Arken.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Det er selvfølgelig fornemmelser og fordomme, men man træder næppe helt ved siden af, hvis man antager, at Dansk Folkepartis vælgere ikke er statistisk overrepræsenteret på kunstmuseer som Louisiana og Arken.

Det er altså næppe kernevælgerne, DFs kulturordfører generer med forslag om at spare på de to museer. Hvis man så samtidig kan genere modstanderne, er det en gevinst, det er værd at tage med. Dansk Folkeparti har i det hele taget ofte en sikker sans for timing – som den morsomme sommer, Pia Kjærsgaard i et interview forklarede Politiken, netop Politiken, at hun da godt kunne tænke sig at blive kulturminister. Man ser for sig, hvordan talrige læsere er kommet til at spilde kaffen.

Ofte fremføres det, at DFs vælgere foretrækker ældre kunst og kulturhistoriske museer, og de er også særdeles relevante, for det er vigtigt at sætte sig ind i sin fortid, hvis man skal forstå sin nutid. Rent bortset fra, at de fleste museer regelmæssigt viser klassiker-udstillinger for netop at binde fortid og fremtid sammen, så er det også Louisianas og Arkens opgave at vise ny og nyere billedkunst, lige som det er bibliotekernes forpligtelse at indkøbe ny litteratur, så vi kan orientere os i vores samtids kunst for at forstå vores samtids samfund.

Men dertil kommer selvfølgelig, at begge museer trods deres popularitet er elitære. Arkitektonisk er Louisiana diskret og kultiveret, mens Arken er en betonknytnæve i Forstadsland, og begge viser jævnligt værker, der udfordrer (små)borgerlige konventioner og rejser spørgsmålet om, hvorvidt det eller det »nu også skal være kunst«. Foretrækker man det bestående og det vedtagne for ikke at sige det fortidige, er ny kunst selvfølgelig meget mærkeligt.

Kunst er grænsesøgende. Kunst udforsker nye materialer og fortællemåder, samtidig med at kunst stadig behandler de store spørgsmål i livet. Som det hedder i en billedtitel af Gauguin: »Hvor kommer vi fra? Hvem er vi? Hvor er vi på vej hen?«

Det spørgsmål stiller samtidens kunstnere også.