Danmark har i de seneste år givet opholdstilladelse til asylsøgende i et omfang, der er godt og vel tre gange højere end for fem-ti år siden. Flertallet af disse nye indvandrere kommer fra lande i Mellemøsten og i Afrika.

Det har forøget de problemer, vi i forvejen har med integrationen. Godt halvdelen af vore ikke-vestlige indvandrere er i dag uden for arbejdsmarkedet. Deres efterkommere klarer sig noget bedre, men desværre alligevel markant dårligere end de jævnaldrende danskere, som efterkommerne har gået i skole med. Efterslæbet i beskæftigelse er gennem det sidste femår blevet stadigt større for disse efterkommere. Samtidig er andelen af de unge mænd, der uddannelsesmæssigt ikke når længere end til at afslutte grundskolen, langt højere for vore ikke-vestlige efterkommere (36 procent) end for unge danske mænd (19 procent). For mandlige og kvindelige efterkommere under ét er mere end hver tredje i aldersgruppen fra 35 til 39 år på offentlig overførselsindkomst. De nye borgeres kriminalitet ligger væsentligt over niveauet for danskere, specielt for efterkommernes del.

Læs også: Udlændingepolitik og realiteter

Det danske samfunds muligheder for at integrere også de nye, store indvandrergrupper, som sydfra er på vej mod landet, er altså små. Men over for denne realitet står jo, at de aktuelle barbariske krige i Mellemøsten og Afrika synes at være et solidt argument for, at Danmark alligevel lader den nye, store indvandring fortsætte: Flugt fra organiseret vold har normalt været accepteret som gyldig grund til at blive optaget som en del af det danske velfærdssamfund.

Herved overser man imidlertid, at der ingen entydig sammenhæng er mellem verdens voldsniveau og størrelsen af de internationale vandringer. Data fra Uppsalas Universitets Konfliktforskningsprogram viser, at mens antallet af dødsfald ved krige og borgerkrige verden over er steget siden 2005 – især på grund af den syriske borgerkrig – er dette faktisk et brud på en langvarig tendens i den stik modsatte retning. Antallet af dødsfald pr. 100.000 indbyggere på grund af borgerkrig og krig er i dag ifølge disse data på kun omkring en syvendedel af niveauet først i 1970’erne.

Forklaringen på disse tiårs nye store vandringer mod de vestlige lande må derfor også tage andre faktorer med. Og en meget væsentlig faktor her er befolkningsudviklingen i landene syd og sydøst for Europa.

Verdensbefolkningen tæller i dag godt syv mia. mennesker, og den vokser med godt 80 mio. om året. Denne årlige vækst svarer til størrelsen af Tysklands samlede befolkning. Ifølge den nyeste befolkningsfremskrivning fra FN forventes verdensbefolkningen at vokse til godt 9,5 mia. i 2050, dvs. om blot 35 år.

Læs også: Verden vil - med lidt hjælp - kunne brødføde ni milliarder mennesker

Denne vækst er imidlertid meget forskellig fra kontinent til kontinent. Medens befolkningen i EU på en halv mia. kun vokser en ubetydelighed, vil befolkningen i de lande, som rekrutterer hovedparten af den ikke-vestlige indvandring til Danmark, vokse meget stærkt. Afrikas nuværende befolkning på knap 1,2 mia. vil forøges med over en mia. og udgøre 2,4 mia. om 35 år. Den stærke vækst i Afrika sker i kraft af et gennemsnitligt børnetal pr. kvinde på knap fem og et moderat dødelighedsniveau.

Når befolkningen i Afrika vokser så meget på trods af, at der påregnes et fald i fødselsniveauet, skyldes det den store andel af børn og unge. Hvor aldersklassen 0-15 år kun udgør 17 pct. af den danske befolkning, er den i Afrika helt oppe på 41 pct. Det betyder, at befolkningen er stærkt »opladet« til vækst, fordi der i de kommende år vil rykke meget store årgange ind i den fødedygtige alder. Også adskillige af landene i Det mellemste Østen vil blive genstand for en betydelig befolkningstilvækst. Det gælder i særdeleshed lande som Irak, Jordan, Det palæstinensiske territorium og Yemen.

Den stærke befolkningstilvækst i Afrika skyldes primært, at de fleste af disse lande ikke – i modsætning til adskillige lande i Asien og Latinamerika – har formået at komme ind i en økonomisk og social udvikling, som kunne motivere familierne til at få færre børn. Det gælder faktorer som industrialisering, et øget uddannelsesniveau for både mænd og kvinder samt familieplanlægningsprogrammer. På grund af svage statsdannelser og ofte ideologisk modstand er mange programmer for familieplanlægning kun svagt udviklet. Den moderate dødelighed, som indebærer en gennemsnitlig levealder for mænd og kvinder på henholdsvis 58 og 60 år, er således i væsentlig grad et resultat af en indsats af moderne vestlig medicinsk teknologi.

Om 35 år vil således mere end hver femte af Jordens beboer være afrikaner. Ser vi på de enkelte lande i Afrika vil f.eks. Nigeria i 2050 have en befolkning på over 250 millioner mennesker, svarende til det samlede indbyggertal i de fire største EU-lande, nemlig England, Frankrig, Tyskland og Italien. Dette skal sammenholdes med, at Nigeria i 1950 havde en befolkning på under 40 mio.

I adskillige lande i Afrika og Det mellemste Østen bidrager den stærke befolkningstilvækst til fortsat fattigdom og arbejdsløshed og er en del af baggrunden for migrationspresset fra disse lande mod Europa. Hertil kommer stærke religiøse og politiske modsætninger.

Læs også: Forskere: Europa vil i fremtiden opleve voldsomme flygtningestrømme

Men disse faktorer er ikke af nyere dato. De aktuelle migrationsfremmende faktorer er den stærke udvikling i kommunikations- og transportmulighederne. Gennem TV og radio vil indbyggerne i selv fattige lande i stigende grad kende den store forskel på levestandarden i f.eks. Europa og deres eget land. De forbedrede transportmuligheder har gjort det muligt i løbet af kort tid at komme fra mere fjerne egne af kloden til Europa. Asylansøgerne fra Somalia er et eksempel herpå. En væsentlig rolle spiller også den særdeles velorienterede og hastigt voksende migrationsindustri, som – mod betaling – anviser flugtveje for asylansøgere, der ikke er i besiddelse af de nødvendige indrejsepapirer. Motiverne blandt asylansøgerne kan være vidt forskellige. Nogle er personligt forfulgte, men en stor gruppe er de såkaldte økonomiske flygtninge, som simpelthen ønsker at komme til et land med en højere levestandard og bedre fremtidsudsigter for deres børn.

Det var den sidste gruppe, der for år tilbage fik den daværende formand for FNs flygtningekontor i Genève, den tidligere norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg, til at frygte for hele asylsystemets fremtid.

Strømmen af asylansøgere fra f.eks. Afrika til Europa vil have en stærk tendens til at fortsætte, når den først er kommet i gang. Efterhånden som der dannes etniske brohoveder i modtagerlandene, vil de fremmede i disse områder bevare forbindelse til deres hjemlande og kunne forsyne potentielle emigranter i hjemlandet med oplysninger om det forjættede Europa og, om hvordan man kan slippe ind i modtagerlandet som asylansøger.

Læs også: Er det flygtningene eller os, der er »illegale«?

Fremgangsmåden er ikke ukendt i et historisk perspektiv. Danskere, som emigrerede til USA før Første Verdenskrig, sendte »prepaid tickets« hjem til slægtninge og venner. Forskellen mellem dengang og nu er blot, at hvor danskerne var umiddelbart ønskede i USA og havde samme kultur som modtagerlandet, er der mellem Afrika og Europa tale om forskellige kulturer. Adgangen til det nye land må så finde sted ved hjælp af asylsystemet.

Som det fremgår af det foregående vil alene Afrika om 35 år have en befolkning, der er omkring fem gange større end EUs. Med disse forhold taget i betragtning kan man have sin tvivl om, hvoridt de europæiske lande fortsat vil holde fast i Flygtningekonventionen fra 1951, som blev til under helt andre samfundsmæssige forudsætninger, end der gælder i dag. Konventionen giver i princippet enhver person ret til at melde sig som asylansøger og få behandlet sin ansøgning. Vil Europa fremover fortsat fraskrive sig retten til selv at bestemme, i hvilken retning deres befolkning skal udvikle sig?