Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvad gør vi, når Putin kommer?

Vi har brug for et nyt forsvarsforlig, der skrotter det nuværende ’forsvar’ til fordel for et regulært forsvar svarende til trusselsmulighederne fra Putins Rusland. Og acceptere, at sikkerhed også koster penge.

»Et nyt forsvarsforlig må på forhånd udelukke venstrefløjen og de radikale, der altid har modarbejdet et effektivt forsvar. Men alle øvrige partier bør– uanset forskelle i andre politiske spørgsmål – finde sammen og vedstå deres ansvar for nationens ydre sikkerhed.« Foto: Simon Læssøe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi lever i øjeblikket med et bredt forsvarsforlig, der blev indgået i 2012 og udløber i 2017. Vi har så fået et forsvar, der reelt udelukkende er egnet til indsats med små styrker alle andre steder end netop i Danmark. Vi kan betragte et Rusland, der – kort efter forliget – for alvor begyndte at vise tænder og aggressivitet imod Europa og dermed i realiteten har undergravet, hvad der må have været en af forligets forudsætninger. Vi må tillige konstatere, at forligspartierne opretholder en (aftalt?) tavshed om de mulige konsekvenser af den ændrede sikkerhedssituation.

Det er nok de færreste danskere, der tænker nærmere over, at NATO har store problemer med at etablere et troværdigt forsvar af Europa, fordi medlemmernes omfattende nedrustning har fundet sted, alt imens Rusland under præsident Putin har udbygget og moderniseret sine styrker. Eller at det i NATO-kredse så populære ord »afskrækkelse« (af Rusland) må minde om musen, der siger til elefanten »Hør, hvor vi gungrer« – militært set en tom floskel, der kun kan fremkalde hånlig latter i Moskva. Eller at Putin allerede i mange situationer har demonstreret viljen til brug af militære magtmidler for at opnå sine mål. Hans hyppige og stærkt provokerende indsats, blandt andet af kampfly i Østersøen, kan meget vel være forberedelser til egentlige aggressioner. Hvem tænker på, at Putin, når som helst det måtte passe ham, med et kortvarslet angreb hurtigt kan besætte de baltiske lande, uden at NATO kan gribe effektivt ind. Det vil ikke blot være et yderst fristende skridt fremad i hans stræben efter at genrejse Rusland som stormagt, men vil også åbne et sæt af nye og alvorlige trussels-muligheder mod samtlige Østersøstater (herunder Danmark), som burde tvinge dem til snarest at indregne dette problem i deres forsvarsdispositioner.

Den danske politiske reaktion på risikoen for en sådan mere direkte trussel, er som nævnt nærmest ikke-eksisterende til trods for, at vi ligger vidt åbne for russiske aggressioner. Er vores folketingspolitikere da aldeles ligeglade med nationens ydre sikkerhed? Bilder de sig ind, at Europas militært stærkt svækkede NATO-lande kan og vil erstatte vores eget manglende forsvar? Forstår de ikke, at det nu må dreje sig om en total ændring af Forsvarets opgaver – etablering af et territorialforsvar, der vel at mærke i Putins øjne kan forventes at være troværdigt? Og at det haster? Eller læner de sig op ad forsvarschefens mange positive udsagn om Forsvaret og hans tavshed om ubehagelige kendsgerninger? Forstår de ikke, at hvad der får lov at komme ud fra Forsvarsministeriet, hvor han efter egen ansøgning sidder, er politik og på ingen måde er garanti for militær saglighed?

Med den her beskrevne baggrund kunne man forvente, at vi hurtigt efter folketingsvalget ville få en ny forvarsordning. Men det er der intet, der tyder på, selv om den gældende ordning dårligt nok fortjener ordet »forsvar«: Med årlige, drastiske nedskæringer af forsvarsbudgettet går den blot efter at suge flest mulige penge ud af det, og i hovedsagen anvende de sørgelige rester til diverse »missioner« rundt om på kloden. Derfor har vi i dag intet nationalt forsvar og ej heller kapacitet til en reel støtte af NATO, som vi, selv med et forstærket forsvar, på blot lidt længere sigt står og falder med. Det har vi – som et af NATOs rigeste lande – åbenbart ikke råd til. At denne ynkelige status deles med andre vesteuropæiske lande kan ikke bruges som undskyldning – snarere det modsatte, bl.a. fordi vi netop ikke kan forvente væsentlig, rettidig hjælp udefra.

Det har i det forløbne år ikke skortet på velunderbygget kritik af den nuværende forsvarsordning. Detaljer er der dårligt plads til her, men et enkelt eksempel kunne være, at vi helt mangler et landsdækkende moderne missilluftværn (inkl. Bornholm!) til imødegåelse af Putins pressioner, trusler eller angreb fra luften. Et vigtigt forhold, der har tiltrukket sig mindre opmærksomhed, er de dybtgående ændringer, der er gennemført i Forsvarets officerskorps. Men i en tale for to år siden beskrev chefen for Hærens Officersskole, oberst Eigil Schjønning, den revolution i ansættelse, uddannelse og stillingsbesættelse, som korpset nu var blevet påtvunget, og han påviste klart de mange alvorlige forringelser på alle områderne. Hans kritik er sidenhen kun blevet bekræftet, men selv blev han straks fjernet fra sin vigtige stilling, hvilket – nok tilsigtet – også kunne tolkes som en mundkurv for andre officerer, der måske ville oplyse offentligheden om Forsvarets virkelige tilstand. Overordnet set ignorerer man simpelthen, at officerskorpset er rygraden i enhver militær organisation, og at dets kvalitet kan være altafgørende i et lille forsvar. Der kan kun ses én brugbar løsning: En hurtig ophævelse af de nuværende bestemmelser, i princippet en tilbagevenden til de tidligere ordninger, og uafhængigt af andre forsvarsforanstaltninger.-

Det er på høje tid at opbygge et dansk territorialforsvar, der kan beskytte os og de mange goder, vi lever med i dag. Også selv om internationale støtteforanstaltninger og egne yderligere goder må udskydes. De voksende problemer i Arktis må i første omgang ligeledes vige, når det drejer sig om trusler mod kernelandet Danmark og dets befolkning.

Et nyt forsvarsforlig må på forhånd udelukke venstrefløjen og de radikale, der altid har modarbejdet et effektivt forsvar. Men alle øvrige partier bør– uanset forskelle i andre politiske spørgsmål – finde sammen og vedstå deres ansvar for nationens ydre sikkerhed. De må skrotte det nuværende ’forsvar’ til fordel for et regulært forsvar svarende til trusselsmulighederne fra Putins Rusland, og acceptere, at sikkerhed også koster penge. Og det burde ske snarest efter det kommende folketingsvalg! Men desværre har blandt andet blå blok nu krævet en kulegravning af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, der skal være klar inden udgangen af 2016. Det indikerer, at man tidligst agter at tage vores ydre sikkerhed alvorligt ved udløbet af den nuværende ordning i 2017, uanset at det trængende behov har været soleklart i lange tider og påpeget af mange kritikere. I stedet får vi et både farligt og foragteligt, politisk hasardspil med vores fremtid.

»Enhver statsmands fremmeste pligt er at sikre sin egen stats overlevelse« (Søren Dosenrode, professor). Vi har øjensynligt brug for nogle statsmænd i Danmark.