Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Veteranerne bliver overset i valgkampen

Jeg er dybt rystet over politikernes manglende interesse for mennesker, der hver dag sætter deres liv på spil, så Danmark ikke taber ansigt over for resten af verden og vores allierede. Mennesker, der forlader deres familie, for at redde andres.

»Selv hårdkogte kriminelle får langt bedre behandling end danske veteraner.« Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De tager uniform på, kysser deres kære farvel og flyver tusindvis kilometer hjemmefra med en uvished, om de nogensinde kommer tilbage igen. Og hvis og når de kommer tilbage, om de kommer hjem som hele mennesker, eller om en del af dem altid vil ligge begravet på en slagmark i ørkenen.

Det tager ikke mere end en halv time i folketingssalen at stemme for eller imod udsendelse af danske soldater til krigsramte områder verden over. Der skal ikke mere end 90 tryk på en grøn knap til for at afgøre flere hundrede danske mænds, kvinders og deres pårørendes skæbne. Nogle kommer hjem i kister, mens andre, der kommer hjem i live, har egne kister at bryde ud af. De er skadet fysisk og ikke mindst psykisk, og mange af dem er overladt til sig selv og hinanden. De samles i veteranhjem rundt om i landet, som drives af frivillige kræfter, for det meste veteraner selv eller pårørende.

Jeg besøgte sådan et hjem på Frederiksberg og hørte veteranernes historier om et offentligt system, der, hvis ikke det gør livet surt, så heller ikke gør det nemmere for dem. Veteranhjemmet ligger ved siden af Solbjerg Kirkegård på Frederiksberg. Mænd fra hele hovedstadsområdet bruger det til at mødes dagligt og tale med hinanden. Andre bruger hjemmet til at overnatte, når de kan mærke, at de kunne være til fare for sig selv og deres familie.

Læs også: Når krigen flytter ind i familien

Til tider er centret så overbooket, at man omdanner et stort mødelokale til en sovesal, hvor veteranerne overnatter i soveposer på gulvet. Men det er, desværre, ikke engang disse mænd og kvinders største udfordring. Deres største udfordring er, at systemet bagatelliserer deres mén. Især når man taler om psykiske lidelser, som rammer mange hjemvendte soldater. Familierne, som trækkes med ned, har hverken ressourcer eller viden til at hjælpe deres kære, og deres råb om hjælp bliver overhørt og ignoreret.

Jeg er dybt rystet over politikernes manglende interesse for mennesker, der hver dag sætter deres liv på spil, så Danmark ikke taber ansigt over for resten af verden og vores allierede. Mennesker, der forlader deres familie for at redde andres. Mennesker, der ikke beder om det urimelige. Blot hjælp til at kunne fungere i hverdagen som vi andre.

Jeg har ladet mig fortælle om tilfælde, hvor hjemvendte veteraner, der beder om hjælp fra kommunen får at vide, at de selv er skyld i deres situation, det var deres eget valg at drage i krig. Det knuser dem endnu mere. Og alt dette, mens visse danske kommuner har rehabiliteringsprogrammer for hjemvendte IS-krigere.

Det er en kæmpe falliterklæring i dansk politik. At landsforrædere, folk, som skyder mod Dannebrog og er ude på at tage danske liv, får en bedre behandling end de, der med livet som indsats beskytter det samme. I Aarhus Kommune får man som hjemvendt IS-kriger mulighed for at blive behandlet for eventuelle traumer, får studievejledning til en drømmeuddannelse og, hvis nødvendigt, HF-enkeltfag betalt af det offentlige. På trods af, at den pågældende IS-kriger for danske landsdækkende medier ytrer ønske om at forlade Danmark igen for at leve i et sharia-styret kalifat.

Læs også: Amerikanske veteraner vil forebygge selvmord efter dansk forbillede

Selv hårdkogte kriminelle får langt bedre behandling end danske veteraner. Vi ville aldrig tillade, at en indsat skulle ligge i sovepose på et koldt gulv, som det er tilfældet med veteranerne på Frederiksberg. Kriminelle sikres psykolog- og lægebehandling, økologisk mad, sidste skrig inden for træningsfaciliteter og mulighed for at uddanne sig, mens veteranerne forsømmes på det groveste. Og man lader asylansøgere springe over boligkøen, mens veteraner gøres hjemløse på grund af et bureaukratisk helvede og manglende samarbejde mellem kommunerne.

Jeg begriber ikke, at der ikke findes et eneste parti i Danmark, der tager veteranerne under sine vinger, og at de ikke udgør en mærkesag. Alle andre udsatte grupper er repræsenteret i valgkampen. Jeg er godt klar over, at det ikke vil udgøre en særlig sexet mærkesag som eksempelvis beskæftigelses- og udlændingepolitik, men disse mennesker har et behov, som vi ikke må ignorere. Deres pårørende har et behov for at kunne sove trygt om natten, velvidende at deres kære er i gode hænder og får den hjælp, de har brug for.

Veteraner, hjemvendt fra Balkan (som jeg personligt har en stor svaghed for, da jeg selv er flygtning fra Bosnien) gennemlever den dag i dag traumer, og nogle af dem har endda taget deres eget liv. De har været udstationeret for 20 år siden.

Læs også: »En femterangsborger, ingen ønsker at kendes ved

Siden da har Danmark deltaget i adskillige krige, og tusindvis af soldater er kommet hjem med traumer og stort behov for hjælp, men de bliver mødt af en mur på kommunerne. De medarbejdere, der tager sig af deres sager, er ganske almindelige socialrådgivere, som slet ikke er sat ind i og trænet til at tackle den slags borgere. De psykiske mén sidestilles med en brækket finger, og ressourcerne til den ramte veteran bruges derefter.

Derfor skal man ikke overlade disse mennesker til kommunerne, der ikke er rustet til at tage sig af dem og deres behov. Man skal sørge for, at de medarbejdere, der skal behandle veteranerne, er uddannet og kompetente til det. Og de skal ikke være afhængige af kommunalt budget. Man burde i stedet overveje at satte dem på finansloven. De fortjener ikke mindst værdighed, respekt og en plads i valgkampen.