Man skal høre meget i hans selskab.
Lyden er stor, stykkerne er store, hele stemningen er som et levn fra tider med de største idealer.
DR SymfoniOrkestrets chefdirigent runder de 80 næste år og har ligget syg for nylig. Hans gang ind på koncerthusets scene virker besværet, hans slag i luften næsten usynlige.
Og alligevel! Rafael Frühbeck de Burgos har spillet for fulde huse fra dag ét takket være programmer med hældning mod en klassisk hitparade.
Men han kan og vil noget med de kendte takter. At høre ham brede sig i Beethovens berømte »Eroica« forbliver dybt bevægende. Han insisterer på en historie, andre droppede for et halvt århundrede siden. Og han høster lange bifald for det.
Med sin brede lyd. Med dobbelt mandskab på blæserne. Med et strygerkorps større end Herbert von Karajans selvværd.
Kort sagt provokerende bredt og traditionelt. Og fuldstændig fantastisk fængende for hjertet. Gammeldags på den gribende måde.
Overvældende i takter med det store lydtryk: Andre dirigenter nøjes med et »hertil og ikke længere«. Rafael løfter sin karakteristiske arm a la Kim Jong-il op til blæserne og lader dem vokse sig helt ud over kanten.
Overvældende på steder med kaos i kulissen. De største værker i klassisk har øjeblikke, hvor komponisten ligesom modarbejder sig selv hvor det hele opløser sig i kosmisk forvirring. Kendere af klassisk kan dø for et godt bud på de øjeblikke. At vi lever efter torsdagens »Eroica« er rent held.
Afløst efter pausen af klassisk musiks voldsomste værk overhovedet: Stravinskys skandaleombruste »Sacre du printemps«. Orkestrets op mod 100 musikere skal først nu give den hele armen.
Eller hvad? Rafael overrasker igen. Alle de tyste steder er smagt til med lukullisk balance. Selv støjende sekunder forbliver smagfulde til det sidste.
Rafael Frühbeck de Burgos giver pokker i plejer og gør en halvglemt tradition til ét stort triumftog. Det er uforglemmeligt. Bliv ved, tak.
