Fødevaregigant vil lukrere på Novo Nordisks slankesucces
Gigantkoncernen Nestlé henvender sig direkte til Wegovy- og Ozempic-brugere med en ny serie af frosne fødevarer, der skal hjælpe brugerne til at begrænse kalorieforbruget.

Gigantkoncernen Nestlé henvender sig direkte til Wegovy- og Ozempic-brugere med en ny serie af frosne fødevarer, der skal hjælpe brugerne til at begrænse kalorieforbruget.

Novo Nordisk rider på en global bølge af succes, som mange andre virksomheder misundeligt ser på.
En af dem er den schweiziske fødevarekoncern Nestlé, der med et skuffende første kvartal af deres regnskabsår ikke når Novo til sokkeholderne.
Men nu har Nestlé fået en gylden idé. De har udvidet deres i forvejen massive sortiment af fødevarer med et produkt, som er direkte produceret til netop brugere af Novo Nordisks vægttabsmedicin Ozempic og Wegovy.
Nestlés splinternye serie af frosne madvarer hedder Vital Pursuit.
Selv beskriver fødevareproducenten, at de nye frosne fødevarer er »beregnet til at være en følgesvend for brugere af GLP-1 vægttabsmedicin og brugere med fokus på vægtkontrol«, meddelte virksomheden forleden i en pressemeddelelse.
»Da brugen af medicin til at støtte vægttab fortsætter med at stige, ser vi en mulighed for at imødekomme disse forbrugere,« fortæller Steve Presley, der er administrerende direktør i Nestlé.
Vital Pursuit vil bestå af 12 afmålte måltider med højt indhold af protein og fiber og vil være det første mærke fra den schweiziske fødevareproducent, som er direkte produceret til folk med vægtproblemer. Ellers er Nestlé mest kendt for kaffe- og kakaodrikke samt chokoladebarer.
Det nye udvalg af frosne madvarer, der skal hjælpe folk med at styre deres vægt, vil blandt andet bestå af fuldkorns- eller proteinpasta samt særlige pizzaer.

»I løbet af de seneste mange år har vi udvidet valgmulighederne på tværs af vores måltidsudvalg for at følge forbrugernes spisevaner, og efterhånden som markedet udvikler sig, vil vi fortsætte med at udvide Vital Pursuit med flere produkter,« fortæller Tom Moe, der sidder i Nestlés måltidsdivision.
De nye frosne retter fra Nestlé vil efter planen være at finde i de amerikanske fødevarebutikker i løbet af fjerde kvartal af 2024.