”Bare rolig, bare rolig,” beroligede Kim Larsen. Netop indtrådt på scenen igen på publikums takfaste opfordring, ”vi er her altid”.
Det har han ret i Larsen. En Skanderborg Festival uden ham er nærmest utænkelig.
Kim Larsens sange er benzin til ganen for alle på folk på kryds og tværs af demografiske forhold. Og de gik med en håndfuld undtagelser lige i hals og dansesko på publiken denne milde fredag aften i august.
Endda selv om en perlerække af dem, klassikere i den danske sangskat, lød så ubehjælpsomme og bedagede, at man stod og undrede sig.
Én ting er at folk på sprit er uenige med ham med blokken, noget andet er, at stå og sætte spørgsmålstegn ved bl.a. ”Strengelegen”, ”Rabalderstræde”, Køb Bananer” og ”Så Vender Vi Kajakken”? Hvordan ville en udlænding mon tænke om de sange, ville samme mon undre sig over, at det er nogle af dem, der binder Danmark sammen, når politikere og os selv ikke ved hvordan? ”Spillemand åh spillemand åh spil for mig, spille boogie-woogie på din strengeleg”.
Jeg forstår Franz Beckerlees frustration over de skriblerier, Larsen i sin tid kom med og som havde splittet Gasserne, hvis ikke en klog pladeselskabsmand havde foreslået, at Kim Larsen fik fri til at lave ”Værs’go” som en mellemregning. De sange var ikke til at holde ud på Skanderborg, det var de altså ikke. Og de blev leveret som de fleste andre – de blev slet og ret liret af på rutinen. Der var intet i dem, Kim Larsen var her, men man mærkede ham ikke. Ikke som tidligere gange på samme store og fine scene.
Spillemand Larsen, den eneste anden mand ved scenen end Bob Dylan, der altid er på turné, havde ikke en offday, det havde de tre herrer i Kjukken bag ham heller ikke. Det var simpelthen ikke til stede. Og det er så løgn, for efter at have beroliget publikum med deres re-entré på scenen, gik Kim Larsen, uden at sige et ord, i gang med ”Kringsatt Av Fiender” (ell. 682 A i højskolesangbogen).
En sang der i sidste måned genvandt sin betydning fra krigsårene. Anledningen var forfærdelig, hvorfor den i Skanderborg blev del af en helt, helt anden kontekst end før. Hårene rejste sig i nakken og på armene og en knude, der begyndte helt nede i maven, forsøgte at presse sig ud igennem mit øje. Dén sang overstrålede fuldstændig alle andre. Men hvor er jeg dog glad for, at jeg ventede på den. Og havde man spurt en udlænding, en nordmand f.eks. til Larsen, ja, så havde han været uden ord.
Hvem: Kim Larsen
Hvor: Bøgescenerne fredag
