Der er i øjeblikket en stor debat om Venstre grundet den meget store tilbagegang i meningsmålingerne.

Jeg har stemt på Venstre fra 1964 og til 2005, hvor Hjort-doktrinen kom til at fylde for meget.

I min levetid har Venstre haft tre store ledere:

  1. Erik Eriksen.

  2. Uffe Ellemann-Jensen.

  3. Anders Fogh Rasmussen i første periode fra 2001 til 2005, hvorefter man fulgte Hjort-doktrinen i den hensigt at bytte meninger og holdninger med vælgere, hvilket kan gå i en periode - lidt ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen.

Anders Fogh indså det uholdbare i situationen og søgte mod NATO, hvor han forinden nåede at udpege såvel sin efterfølger som den nye næstformand i stedet for at overlade det til partiet, efter at han var gået af.

Anders Fogh udpegede den flamboyante Lars Løkke som formand og den asketiske Kristian Jensen til næstformand (formodentlig for at denne kunne holde Lars Løkke i ørerne), men denne konstellation fungerede slet ikke, hvor Lars Løkke burde have trukket sig i 2014 under mødet i Odense, men i stedet demonstrerede han sin evne til at overleve, hvor han stod på skuldrene af flere partifæller.

Efter valget i 2019, efter den dysfunktionelle VLAK-regering, blev Lars Løkke tvunget til at trække sig, hvorefter Jakob Ellemann-Jensen blev presset til at overtage formandsposten, som han desværre ikke havde evner til at udfylde, hvilket accelererede nedturen for Venstre.

Nu står Liberal Alliance som lederen af blå blok med et idégrundlag, der nøje svarer til Venstres oprindelige idégrundlag, og med en meget betydelig tilslutning i meningsmålingerne, der glæder mit liberale hjerte, selvom det smerter mig, at mit gamle parti Venstre bløder så stærkt.

Jeg mener stadig, at Venstre har en chance med Troels Lund Poulsen, hvis det kan lykkes dem at få vendt Socialdemokratiet væk fra, at det er bedst, at velfærdssamfundet styres af den offentlige sektor, og samtidig kan få reduceret de mange regler, der er årsagen til det store bureaukrati.

Svend-Aage Anskjær, Skodsborg