De unges Kim Larsen

Han blev på ingen måde udfordret. Alligevel viste L.O.C. hvorfor, han er tidens største navn i dansk musik.

L.O.C på Bøgescenen, Skanderborg Festival 2011. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen

I hiphopkulturen er konkurrence et essentielt element. Men hvad gør man, hvis man som L.O.C. er hævet over alle andre og dermed i en klasse for sig? Man gransker og udfordrer sig selv, vil århusianeren med de irske rødder givetvis svare tilbage.

Det har han gjort på album efter album, tre gange, så længe har L.O.C. været på den tronen. Han kom der op ved et tilfælde, da han pludselig blev ædru og i samme ombæring fandt ud af, at han rent faktisk havde en karriere. Som tilmed var for opadgående.

Det var det sublime flow, den bastante diktion og kraften, der gjorde L.O.C. til Kongen af dansk rap. Men uden især Rune Rask bag knapperne, var det aldrig blevet til mere end det. Sammen, og med hjælp fra Rasks producerkollega Jonas Vestergaard, har de presset citronen. Gjort L.O.C. til mere end en festoriginal og en ferm bluescrooner.

Står ved de smukke følelse

Tidligere var det rockmusikere der besang deres inderste. Nu er det L.O.C., der er blevet mand nok til at stå ved selv de smukkeste af følelser – naturligvis ved siden af de syv dødssynder, som han tidligere har besunget på plade og derigennem været med til at vende på hovedet for en hel ungdomsgeneration i Danmark.

Hvor stort et navn L.O.C. egentlig er, kunne man allerede opleve på årets Roskilde, hvor han samlede 60.000 søndag aften. På Skanderborg var der godt 25.000. For dem var han til gengæld festivalens absolutte hovednavn. Hvad Kim Larsen var for deres bedsteforældre. En hitmager at spejle sig i, en ærlig sjæl, der vedgår, at han døjer med dæmoner, og dulmer sine laster med nye laster. For gør vi ikke alle det.

Udelt respons

Fra koncertens første linie: ”Jeg vågned’ op i morges med en trang til at gøre livet kort,” til den sidste: ”Jeg er ung for evigt med en fod i graven” havde L.O.C. masserne i sin knyttede jernnæve. Den nær udelte respons ramte ham til tider så hårdt, at det brede smil og de varme følelser var ved at stjæle koncentrationen fra ham. Men det blev ved et enkelt glemt vers undervejs.

Hans sæt var hårdt, beats leveret med rock- og klublyd. Både maskinelt stram og håndspillet levende. ”Frk. Escobar” var et tidligt højdepunkt, faktisk kun andet nummer på spillelisten, ”Hvorfor Vil Du Ikk’ Ha’ Mig Mér” fulgte trop – dette gyngende sang om uigengældt kærlighed, smerten, hadet. Der strøg megen klasse og overlegenhed ud igennem Bøgescenernes højttalere. Og det er trods alt heller ikke hver dag, at L.O.C. hører 20.000 struber synge med på hele teksten til ”Undskyld So!”

Hvem: L.O.C.

Hvor: Bøgescenerne