Rubrikken kunne referere til en vis folkelig komedie Erik Balling og noget med uheldige helte, der møder bump på vejen og snubler over egne ben. Guderne kan bevidne, at Ozz Osbourne, the Prince of Darkness, manden der var med til at definere den hårde rockmusik i forgrunden for evigt legendariske Black Sabbath, har haft sit hyr med at være, ja, med at være Ozz Osbourne.
Men reference til det jyske handler i ganske enkelt om, at heavy metal har stolte traditioner i det jyske. Meget stolte endda. Blandt sløset og kedelig popmusik i stil med Roxette og Dodo & the Dodos har genren hvor elektriskforstærkede guitarer spilles hurtigt og tungt, og hvor ingen stige rækker til at nå de vokale tunger, en trofast fanskare. Og da der nu engang er flest lokale til stede på Skanderborg, gav det bestemt mening at booke den rutinerede Ozzy til et 100 minutter langt sæt sent torsdag aften på Bøgescenerne.
Arealet foran var da også pakket som på intet tidspunkt før under årets festival. Nogle kunne måske foranlediges til at tænke, at langt de fleste bare var kommet for at se giraffen, for Ozzy sælger næppe 25.000 eksemplarer på disse breddegrader, når han sender skiver på gaden. Sandheden var imidlertid, at publikum, unge som gamle, blev stående. At en stor del så ikke var ”fans”, var hørbart under Ozzys få men velvalgte ridt tilbage i tiden til halvfjerdsernes Sabbath. Eksempelvis forsøgte han sig i ”War Pigs” med en sing- and sing back, hvor han selv sang en linie, hvorpå han forventede, at publikum overtog den næste og så fremdeles. Det skete bare ikke.
Det gjorde dog mindre. For selv om Ozzy i dag nyder ikonstatus, er han heller ikke selv i dén form, han var engang. Hans timing, diktion og register lader sit tilbage at ønske. Men det lever man med, for manden har så meget charme, og når han synger, er det stadig med den umiskendelige klang, der er hans og kun hans.
Hans motorik som verden lærte den at kende i nullernes seermagnet ”The Osbournes” er ikke blevet bedre, men det er hans kondition og publikumstække. På Skanderborg, der var det sidste job på en omfattende verdensturné, virkede han i bedre fysisk form end længe.
Musikalsk var det ikke den største af oplevelser. Med sig havde Ozzy et hold bestående af fire unge raketter, der rent teknisk kunne have spillet en hvilken som helst konkurrent ned under gulvbrædderne. Men af dem findes der tusinder alene i USA, de findes sågar i Danmark. De spillede sikkert, med respekt for materialet, men nerven manglede i deres forsøg på at lire sig til opmærksomhed. Derved kom Ozzy til at stråle dobbelt, når han trissede rundt på scenen med begsort øjen-makeup og neglelak og plaskede vand i hovedet på sig selv og kastede spande af den samme våde vare efter publikum.
Yderligere en anke går i retning af sangvalget, som til sidst stod for enslydende i stil og på bølgelængde. ”I don’t wanna change the world,” sang Ozzy hen imod slutningen. Selvfølgelig ikke, det har du gjort min ven. Den chance kommer ikke forbi to gange.
Hvem: Ozzy Osbourne
Hvor: Bøgescenerne
