Rumour Said Fires vandt nye ører

The Rumour Said Fire leverede Skanderborgs smukkeste koncert

Rumour Said Fire, Rytmehans, Skanderborg Festival 2011. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malte Kristiansen

Vi startede 2.000, en time senere var vi 3.000 flere. Regnvåde, vejrbidte festivalpublikummer kom tilfældigvis forbi på vej ned til tartelet-boden, Ski-baren og det amerikanskinspirerede burgerjoint. Og blev hængende. Det var fuldt ud The Rumour Said Fires fortjeneste. Så go-go-gode var de, så godt spillede de, så skønne var deres sange. For slet ikke at tale om måden hvorpå bandets centerpunkt Jesper Lidang og ros levede sig ind i musikken.

For to år siden slog det København-baserede rockband igennem med supersinglen ”The Balcony”, der er Danmarkshistoriens hidtil bedste bud på en sang, der kunne have fundet vej til Simon & Garfunkels bedste plader. Følgelig blev Rumours lille ep med ene lige så forrygende sange lidt af en sællert. Og sidste år fik vi så endelig et fuldt album, som var noget helt andet. Mere hårdt, mere rocket, mere americana. Dog stadig båret af gruppens kendemærke, de fremragende melodier.

Man kunne lige frem se det på dem, publikum. De blev gladere og varmere af det gode selskab på scenen. Og ganske forbløffede over det tårnhøje bundniveau, der flød ud igennem højttalerne. I betragtning af Rumours sparsomme sangkatalog, var der virkelig også noget at studse over.

Koncerten var noget nær et stilstudie i smuk, dybtfølt og intens musikformidling. Ingen billige tricks, ingen leflen, bare kompromisløshed. Da fem-banden til sidst spillede en cover af Jefferson Airplanes klassisker ”Somebody To Love” (de gjorde de suverænt), var der ingen forskel på den og deres egne sange i kvalitet. Det siger dog en del.

The Rumour Said Fire vandt mange nye ører og fans denne torsdag på Skanderborg. Hvad kan det ikke blive til?

Hvem: The Rumour Said Fire

Hvor: Rytmehans torsdag