Lad mig være ganske ærlig. I min optik er amerikanske Foo Fighters langtfra det mest interessante rocknavn der findes på denne klode. Den evigt storsmilende Dave Grohl og resten af det godmodige slæng har gennem efterhånden mange år været utrættelige eksponenter af en, efter min mening, lidt for friktionsfattig og velmenende rockmusik, der på plade ikke formår at ophidse mig synderligt. Den forekommer mig ofte lidt for banal og småkedelig. Beklager. Måske er det bare mig?

Men på Roskilde gjorde de populære amerikanere, med den forhenværende Nirvana-trommeslager i front, mine fordomme til skamme. Her demonstrerede gruppen, at de var en ideel booking til at levere dette års store og samlende rockbrag på Orange scene. Sådan et af den slags, der skaber kollektiv samhørighed på tværs af generationerne og udløser en regulær syng-med-fest blandt de mange tusind mennesker foran scenen.

Det lykkedes fordi Foo Fighters er i besiddelse af et omfattende hitarsenal af  iørefaldende stadionrocksange. Sange som folkemasserne kender og kan skråle med på. Også selvom promillen er høj, hvilket den tydeligvis var rundt omkring på festivalpladsen. Sange af den slags, der glider let ned. Gruppens midtsøgende rockmusik hører så afgjort til i den mere kalorielette ende af skalaen. Den har ikke mange modhager. Men samtidig er den i liveregi nærmest øretæveindbydende effektiv på en sådan måde, at det var umuligt ikke at lade sig rive med af bandets ihærdige indsats gennem det lidt over to timer lange show.

Koncerten blev skudt gedigent i gang med en tretrinsraket bestående af tre af gruppens største hits. Eksplosive »All My Life« åbnede ballet. Den blev straks fulgt op af først »Times Like These« og siden »Lean To Fly«. Så var vi ligesom i gang. Og herfra gearede gruppen kun sjældent ned.

Spasmageren og entertaineren Grohl gejlede menneskehavet op med vilde primalskrig og sin karakteristiske friskfyrscharme. Han udviste stor flair for crowd control, virkede tændt og scorede blandt andet lidt billige point ved at fortælle en munter anekdote fra den sommeraften i 1992, hvor han spillede på Orange med Nirvana samme aften som fodboldlandsholdets EM-triumf indtraf i Sverige. Det virkede. Vi hujede og klappede. Den historie bliver vi aldrig trætte af.

Sekstettens samspil gnistrede generelt af professionalisme og overskud. Det blev dog til enkelte svipsere i ny og næ, men generelt var Foo-holdet godt kørende. I en bister udgave af »Monkey Wrench« udviste Grohl faktisk så meget overskud, at han tog på en ordentlig løbetur ud i menneskehavet med sin guitar. Et lignende stunt foretog han sidst bandet gæstede festivalen i 2005, hvor han på mystisk vis formåede at komme helt ud til lydtårnet midt for scenen, hvor han kravlede op på dets tag. Helt så langt ud nåede han trods alt ikke denne gang. Men folk elskede det.

På samme måde som de åbnede med maner, så lukkede og slukkede Foo Fighters også et i højt gear. »Best Of You« genaktiverede det helt store fællesskrål, inden »Everlong« satte det piskende punktum. »I love this shit« råbte Grohl begejstret. Det følelse var han ikke ene om.

Hvem: Foo Fighters
Hvor: Roskilde Festival, Arena, fredag.

Lyt til sætlisten her: