»Der kom den jo!«, jokede en kæk fyr tæt på mig, da vi var halvvejs inde i Den Sorte Skoles hektiske globehoppende trip på Orange Scene fredag nat. Til mange koncerter på festivalen har man en idé om hvad man går ind til. Man kender kunstnerens eller bandets numre og håber de spiller ens favoritnummer. Den slags forventninger kan man godt smide væk, når Den Sorte Skole spiller. Den danske duo, der består af Simon Dokkedal og Martin Højland, introducerede nemlig et væld af nyt materiale, der bød på alt fra hårdtpumpende rave til syrisk synth-fest til afrikansk kora distortion.
Badet i lilla lys stod 22 kutteklædte mennesker på scenen, som de første af koncertens 125 gæster. I hvide klæder og høje, spidse hætter lignede de et kryds mellem Ku Klux Klan og Hattifnatterne fra Tove Janssons mumi-univers, og de sang i dybe, inciterende toner. Da beatet satte ind begyndte publikum velvilligt at trampe.
Dokkedal og Højland stod bag hver deres pult, hvis flader krydsede en skare af vertikale stativer, der pulserede med lys. De lignede to alkymister, der sendte den ene kemikalie-cocktail afsted efter den anden. Men når det blot var de to, der stod på scenen, udløste ikke helt nok dopamin i mig.
Solo Skolens stunder var mat dunkende og upersonlige, og den følelse blev forstærket af koncertens visuals. De viste gentagne gange en animeret person af ubestemmeligt køn, der skiftevis spyede gult materiale (lava?) ud af mund, øjenhule og håndflader og vaklede rundt og tog sig selv til hovedet af frustrering. Det fik jeg også lyst til at gøre. Den robotiske animation virkede lidt for bevidst tacky. Hvis det var tænkt som en afbilding på digital og automatiseret fremmedgørelse, så virkede det efter planen, for jeg stod i hvert fald og begyndte at savne følelser midt i virvaret.
De blev først vækket halvvejs inde i koncerten af den kurdiske sangerinde Aynur Dogan. Hun blev assisteret af Matthias Loibner, der spillede på hurdy gurdy, et strenginstrument med håndsving og let knirkende toner. Jeg forstod ikke et ord af, hvad hun Dogan, men hendes flotte vibrato vokal lød både kraftfuld og melankolsk.
Et besøg af to af de tre bananer, Tue Track og Blæs Bukki fra Malk de Koijn, boostede stemningen og publikum skrålede med på en rave-ificeret version af Malks »Å Åå Mæio«. Men festen sluttede ikke før den også var nået omkring gambianske Dawda Jobarteh, der satte distortion til sit vilde spil på kora, og ikke mindst den syriske sanger Omar Souleyman og hans keyboardist Hassan Alo. For min skyld måtte Alo godt have blevet ved med at lynspille sine guirlander med næsten sækkepibe-lignende klang, så den bryllupsfestlige stemning kunne fortsætte.
Den Sorte Skoles ambitionsniveau på Orange fejlede altså ikke noget, og deres fjerde Roskilde koncert var fuld af enestående konstellationer. Men det var først i sidste time, at Den Sorte Skole fik det globale sammensurium til at gå op i en højere enhed.
Hvem: Den Sorte Skole
Hvor: Orange, Roskilde Festival, d. 1. juli 2017
