Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Pia frygter ikke Pia-effekten

01DEBhalime-oguz-105605.jpg
Halime oguz Fold sammen
Læs mere

Den 1. maj handler også om kvinders rettigheder og kvinders ligestilling med mænd. Jeg vil en dag som i dag, hvor arbejdere over hele verden samles for at markere deres solidaritet, ligesom SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, udvise min solidaritet med en gruppe kvinder herhjemme, der ellers er blevet allermest glemt mellem alle mulige andre politiske agendaer, nemlig minoritetskvinderne.

På det nyligt afholdte landsmøde i SF vedtog partiet med Pia Olsen Dyhr i spidsen et forslag om, at også minoritetskvinder over 30 år skulle have uddannelsespålæg for at kunne modtage kontanthjælp. Det gjorde partiet ikke for at genere disse kvinder, men ud fra konstateringen af, at alt for mange af disse frister en tilværelse bag hjemmets fire vægge, hvor de er fuldstændig umyndiggjort. Denne situation gavner ikke ligestillingen mellem kønnene, men fastholder kvinderne i en situation, hvor de er overladt til mandens luner, og det hæmmer dem i muligheden for at blive selvstændige og at komme ud på arbejdsmarkedet.

SF trådte med andre ord et skridt til venstre på omtalte landsmøde! Alligevel får nogle Politiken-debattører det til at lyde, som om SF har foretaget en højredrejning. Brian Esbensen, den ideologiske multikulturalist, laver dog i den anledning en klar manipulation ved at hævde, at beskæftigelsen blandt indvandrere stiger. Således hiver han en statistik op af lommen, der skal vise dette, men »glemmer« at gøre opmærksom på, at antallet uden arbejde stiger tilsvarende. Desuden viser han slet ingen interesse for, at minoritetskvinders beskæftigelsesrate i samme statistik fortsat forbliver meget lav. Det må siges at være de sidste krampetrækninger i forsøget på at opretholde et foregøglet billede af forholdene i minoritetsmiljøerne. Rune Engelbrecht Larsen, skribent hos Politiken, hævder i forlængelse af dette, at SF er i færd med at kopiere Dansk Folkeparti. Han ser helt gennem fingre med, at SF’s hensigt er at hjælpe disse kvinder, og at DF på dette punkt ingen politik har.

Der er ingen tvivl om, at SF med dette forslag fører venstreorienteret politik, men der er lige så lidt tvivl om, at SF rent kommunikationsmæssigt med forslaget skal sejle gennem pakis i forhold til den store gruppe af selvudnævnte humanister, der vil slå partiet i hartkorn med DF frem for at indrømme egne forsømmelser. Jeg taler om berøringsangsten over for de problemer, der præger minoritetsmiljøerne herhjemme, der ved omtalte gruppes mellemkomst i stedet for har kunnet henligge i en Tornerose-søvn. Har de her to debattører, Brian Esbensen og Rune Engelbrecht, således overhovedet mødt de kvinder, der her er tale om? Jeg kan på baggrund af egne erfaringer fortælle, at mange af disse kvinder, der er skubbet ud af samfundet og overladt til en passiv forsørgelse, drømmer om en anden tilværelse. Pia Olsen Dyhr har i det lys gjort sit benarbejde godt og rådspurgt sig med socialrådgivere og andre med indsigt i miljøet, før forslaget om uddannelsespålæg blev stillet. Af samme grund kan jeg fastslå, at Pia ikke frygter »Pia-effekten«.