Forsvaret skal ikke gøres til genstand for et ligestillingseksperiment midt i en dybt alvorlig tid. Og kvinder skal ikke tvinges ind i det danske forsvar.

Sådan fortalte Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance og Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne i et interview med Berlingske i midten af marts.

Men det gik helt anderledes i den aftale, Liberal Alliance er endt med at være med i. Alligevel afviser partiet nu at have slugt nogen kameler. Det skriver Avisen Danmark.

Forsvarsordfører i Liberal Alliance, Carsten Bach, er nemlig ifølge egne ord »godt tilfreds« med den aftale, som partiet er endt med at gå med i om Forsvaret.

»Jeg er faktisk i tvivl om, om man overhovedet kan kalde det en kamel, vi skal sluge. For det, vi er interesserede i, er jo, hvordan vi hurtigst og mest effektivt får styrket det danske forsvar,« siger Carsten Bach til Avisen Danmark.

Var imod tvungen kvindelig værnepligt

Selvom Carsten Bach afviser at have slugt kameler, strider aftalen på flere punkter mod det, som partiet tidligere har udtalt. Især omkring værnepligten, som Liberal Alliance er imod.

Men resultatet bliver, at der kommer 7.500 værnepligtige, hvilket er markant flere end de 5.000, som regeringen foreslog.

Det er godt, hvis der kommer flere kvinder i Forsvaret, men det kommer ikke til at ske med tvang, fortalte Inger Støjberg og Alex Vanopslagh i et interview med Berlingske. 
Det er godt, hvis der kommer flere kvinder i Forsvaret, men det kommer ikke til at ske med tvang, fortalte Inger Støjberg og Alex Vanopslagh i et interview med Berlingske.  Søren Bidstrup

Samtidig bliver der indført kvindelig værnepligt efter næste folketingsvalg, blot et år efter det, regeringen ønskede. Det var ellers en af de ting, Alex Vanopslagh fortalte til Berlingske i marts, at han var modstander af.

»Men regeringen vælger så at tage den mest vidtgående position på den skala, nemlig, at der skal være tvungen kvindelig værnepligt. Det er vi to partier imod, og derfor skal der findes en anden løsning,« sagde han.

Ønsker værneret for både mænd og kvinder

De 11 måneder fordeles på fem måneders basisuddannelse efterfulgt af seks måneders operativ tjeneste. Det kan eksempelvis være i Hærens 1. Brigade.

I dag er det kun mænd, der aftjener værnepligt, mens kvinder har værneret. Sidste år, hvor alle 4.700 værnepligtige meldte sig frivilligt, var hver fjerde værnepligtige kvinde.

Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne er modstandere af den kvindelige værnepligt af to forskellige årsager.

Liberal Alliance ønsker at ændre værnepligten til en værneret for både mænd og kvinder. Danmarksdemokraterne går derimod ind for værnepligt, men mener, at det ikke skal gælde kvinder.