Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

En presset bevægelse

Foto: Nils Meilvang. Den gamle arbejderbevægelse er ikke, hvad den har været. Hverken herhjemme eller i resten af Europa. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2016)
Læs mere
Fold sammen

Det er altid ærgerligt at måtte ødelægge den gode stemning på en ellers festlig kampdag, hvor alle gør deres yderste for at tale de røde faners betydning op. Men nogen skal jo sige det: Den gamle arbejderbevægelse er ikke, hvad den har været. Hverken herhjemme eller i resten af Europa. På europæisk plan har de socialdemokratiske partier tabt en tredjedel af deres opbakning de seneste ti år. Den økonomiske krise, som mange på den fløj havde håbet på skulle blive Socialdemokraternes og venstrefløjens genfødsel, endte med at blive begyndelsen på en historisk nedtur. Det, som skulle have været opgøret med liberale reformer og bankerne i Europa, udløste i stedet en eksistenskrise, som i nogle lande har sendt Socialdemokraterne ned på et niveau, hvor deres betydning er meget lille.

Socialdemokraterne og fagbevægelsen både herhjemme og i de store europæiske lande skal have ros for at have taget ansvar og medvirket til at styre deres lande i en svær tid, hvor andre har vundet stor opbakning ved at stå på fløjen og falbyde de lette og uansvarlige løsninger. Det har slidt på Socialdemokraterne. I Tyskland er de profilmæssigt udvisket i en koalition med Angela Merkels CDU/CSU. I Frankrig er præsident Francois Hollande så upopulær, som man næsten kan blive, i Grækenland er partiet nærmest forsvundet, og i Storbritannien har venstrefløjen taget over i Labour med Jeremy Corbyn og en højrød dagsorden som den nye kurs.

Så selv om ansvaret har slidt, de kollektive løsninger ikke længere holder i en individualistisk global verden, og selv om den gamle arbejderklasse enten er smuldret eller har søgt mod højre, og selv om Socialdemokraternes kur mod den økonomiske krise – større offentlige budgetter – ikke holdt. Og selv om de europæiske socialdemokrater kom for sent til at opdage de enorme udfordringer, som indvandring, kulturelle sammenstød og flygtningestrøm betyder for kontinentet, så er der fortsat brug for et parti og en bevægelse, som er funderet i demokratiske værdier, som er internationalt orienteret, og som kan holde den yderste venstrefløj væk fra indflydelse.

 

Både med Demokraternes præsidentkandidat Bernie Sanders’ store opbakning i USA, Corbyns overtagelse af magten i Labour og populistiske venstrebevægelsers fremgang i Sydeuropa er der grund til at frygte, at mere yderligtgående kræfter, som ikke accepterer markedsøkonomi, frihandel og stærkt internationalt samarbejde, skal vinde. Når Socialdemokraterne herhjemme sammen med Dansk Folkeparti og SF foreslår at fjerne den eksisterende greencard-ordning og forhøje beløbsgrænsen for, hvornår en dansk virksomhed kan ansætte en udlænding, så er det et knæfald for den strømning, som man kan frygte, vinder frem i Socialdemokratiet.

Socialdemokraternes genfødsel, hvis en sådan overhovedet er mulig på europæisk plan, ligger ikke i at søge ud mod de lette løsninger på venstrefløjen, men i at holde fast i en ansvarlig kurs og tro på, at Europa fortsat kan regeres på midten. God 1. maj.