Michael Elmgren og Ingar Dragset kaldes en »kunstnerduo«, de har en udstilling på Statens Museum for Kunst, der hedder »Biography« og altså ikke biografi. Samtidig er der på Skagens Museum en udstilling af Laurits Tuxens (1853-1927) værker. Og der er mange måder, hvorpå Elmgreen og Dragset er vor tids Tuxen. De gør i dag, hvad han gjorde dengang. Tuxen malede portrætter af fyrster og kongelige, og han tjente godt. Maleriet var et erhverv, det var forretning. Elmgren og Dragset er også et firma. De har et atelier i Berlin – hvor ellers? – med ni ansatte: Administratorer, en arkitekt og teknikere.

Tuxen blev rig og berømt på at male, som han gjorde. Elmgren og Dragset er rige og berømte af samme grund. Når Tuxen udstillede på Charlottenborg, stod folk i lange køer. Knap så mange kommer nok til Elmgren og Dragset, men det gør ikke så meget, for de lever ikke af markedet, men af staten. Tuxen var tæt på datidens kongemagt, og Elmgren og Dragset er tæt på statsmagten, så tæt at man kan sige, at deres kunst afspejler staten og ikke samfundet. Duoen er også kendt for deres dybe foragt for det nationale, der ifølge dem er noget shit, som de siger. Derfor blev de bedt om at lave skulpturen »Han« til Helsingør Havn. Den er en slags parodi på Den lille Havfrue.

Deres forslag gjorde magthavernes jury begejstret. Staten og kommunen var glade, men befolkningen var ikke, og når folk ikke er glade, er kunstnerne glade, for så har kunsten provokeret. Der er nok ingen tvivl om, at duoen i Berlin er originale og opfindsomme og forstår at lave noget, der falder i de pengestærkes smag.

Men når de skal udtale sig om kunst, da er de rene klichefabrikker og kopimaskiner. Hvis de bliver spurgt, om deres kunst er politisk, svarer de naturligvis ja, men så tilføjer de, at den ikke er partipolitisk. Den har vi ligesom hørt før. Det er tesen om, at alt er politik. Og dermed er intet politik. Dernæst lancerer de den slidte postmoderne frase om at involvere publikum. »De skal digte videre på de historier, vi starter, og være deltagere i værket,« siger de til Henrik Dannemand (Berlingske 28.8). Det er vraggods fra den såkaldte receptionsæstetik, der siger, at kunsten skabes af beskueren. Da publikum i Helsingør involverede sig i »Han«, blev kunstnerduoen rystet.

PUBLIKUM FORTALTE videre, og de syntes, at der var noget bøsseagtigt ved den lille Han, men så trådte duoen til og belærte dem om, at en skulptur ikke kan være homoseksuel, og at de slet ikke er åbne i Helsingør. Og de vendte skuffede, men rigere tilbage til Berlin.

Selvom de begge er produkter af velfærdssamfundet og massekulturen, er de kritiske over for begge størrelser. De beskriver tilværelsen i velfærdssamfundet som kummerlig. Forskellen mellem Dickens tid og vores er, at vi dag har flere måder at flygte fra virkeligheden på. De foragter tydeligt masserne, hvis liv bygger på en livsløgn, dvs. dem der ser X-faktor.

Staten har åbenbart to fora for politik: Folketinget og Statens Museum for Kunst. På Christiansborg er alle politikere populister, der vil spare på skatten og lukke de fremmede ude. Udtaler duoen. Går man på museet kan man, ved at involvere sig i duoens kunst, få både »ideologi, værdier og visioner«. Det lyder sandelig forjættende. Og ikke mindst samfundskritisk. Værdier? Ja, sikke de kan, de to.

Så er det, man spørger, hvad skal vi egentlig med Elmgren, når vi har Enhedslisten? Eller omvendt.