Skulpturen »Han«, Helsingør havn ved pladsen foran kulturhuset Kulturværftet (2012).

»Det var en udsmykningsopgave for Helsingør Kommune og Statens Kunstfond. Juryen var begejstret for vores forslag, bortset fra landskabsarkitekten, som mente, at det ville ødelægge pladsen og tage opmærksomheden væk fra Kronborg. Det var jo meget beærende. Vi syntes, at det ville være sjovt at se, hvad der ville ske, hvis vi ændrede kønnet på nationalikonet, »Den lille havfrue«.

Der kom mange reaktioner. Nogle mente, at drengens stilling var for feminin, men sådan er der jo mange fyre, der sidder med benene. Nogle skrev, at nu ville der komme masser af homoseksuelle til Helsingør, og det gad de ikke – nu havde Helsingør jo allerede haft alle de fulde svenskere. Andre mente, at skulpturen var en provokation mod skibsværftsarbejderen og hans maskuline identitet.

Det var lidt rystende, for man altid har regnet med Danmark som det mest åbne land i verden. Vi var chokerede over den store frygt over for en anden form for maskulinitet, som bare er tidssvarende, og som ikke engang er homoseksuel. Modellen er heteroseksuel. Vi måtte forklare folk, at en skulptur ikke kan være homoseksuel. Man havde et fast billede af, hvordan en arbejder skulle se ud – på en måde som ikke eksisterer i dag.

Alle de unge på uddannelsesinstitutionerne og lærlinge i byggefagene er jo sådan nogle med Skipper Skræk muskler. Så reaktionerne var meget overraskende, men det var superspændende.«

Installationen »Prada Marfa« i ørkenen i Texas,

Route 90 – 60 km fra byen Marfa (2005).

»Værket blev lavet før finanskrisen og den dårlige samvittighed over forbrug, og mens troen på, at salget af luksusvarer ville stige i al evighed. Man kunne se disse Prada-butikker i byer som Milano og New York, hvor man ikke studsede så meget over, hvad de var og betød.

Det gav os ideen: Hvad ville der ske, hvis man tog sådan en butik på 5th Avenue (New Yorks eksklusive modegade, red.) ud af sin kontekst og placerede den ude i ingenting? Så ville man se, hvor mærkelige de egentlig ser ud. Der står højhælede sko på rad og række til skue. Taskerne er sat på minimale podier. Interiøret i vores værk er lavet i Pradas originalfarver. Indretningen er som i en Prada butik, og varerne er rigtige Prada-produkter.

Vi har placeret butikken i ørkenen, for nogle gange kan man kun se ting rigtigt, når de bliver taget ud af deres kontekst. Vi har også en stor kærlighed til den traditionelle land art, og vi så værket som en slags samtidens land art. Værket er også et tidsbillede af verden før finanskrisen. Prada var virkelig populær i kunstverdenen - hvis man stod på en kunstbiennale ville man tale mere om, hvilke Prada sko, man havde på, end om kunsten. Det var lige som emblemet på god smag.«

Installationen »Please, keep quiet« (2003) er en del af den permanente udstilling på Statens Museum for Kunst.

»Det er en forflytning af et rum, en hospitalsstue, som ikke passer til et museum. Værket var oprindeligt lavet til Galleri Nicolai Wallner i København. Man har en forventning om at komme ind på et museum og få en kunstoplevelse, og så kommer man på sygebesøg i stedet for. Hvilken mine skal man lige gøre til det?

Vi vil gerne have folk til at tænke over, hvorfor hospitaler ser så triste ud? Hvorfor skal de se så kliniske og antiseptiske ud? Og så er der med de hvide vægge nogle fællestræk mellem et hospital og et museum. Vi arbejdede i den periode meget med den hvide kube – på museet, på hospitalet, i venteværelset, i fængslet og andre offentlige institutioner. Det bedste er, når folk siger, at der lagt en lugt ind i værket.

Det er der ikke! Men folk sanser en bestemt lugt på grund af det, de ser. Det er sjovt. Og så er der jo fire senge, men kun tre patienter. En af sengene er tom, og der kan man så forestille sig hvorfor. Vi arbejdede lang tid med det værk. Tingene skal laves og findes, og det skal have det rigtige udtryk.«