Gang på gang har jeg siden 9. november sagt til mig selv, at jeg ikke her vil skrive noget som helst i relation til »ham-der-du-ved-nok«. Men hvad er alternativet: Finanslovsforhandlingerne? Udenrigsminister Kristian Jensens nye bog? DRs fremtid?

Virkelighedens verden er jo, hvad enten man kan lide den eller ej: At dansk økonomi bliver mere påvirket af ham den nye mand i Det Hvide Hus end af et forlig i Finansministeriet. At dansk udenrigspolitik og dermed Kristian Jensen får helt nye udfordringer, hvis ham den nye bruger sin magt, som han har sagt, at han har agt. Og at sågar dansk mediepolitik, herunder DRs public service-forpligtelser – på det område, forhåbentlig! – også påvirkes af resultatet af det amerikanske valg.

Som ung borgerlig i 1970erne var det svært på valgmøder at forsvare den kapitalistiske verdens værdier – og NATO-medlemskabet - når man i TV om aftenen så resultatet af de amerikanske bombardementer af Nordvietnam. Hvad der gjorde mig til en stærk tilhænger af Europas Forenede Stater som modvægt til de kommunistiske tyrannier i øst og et for »barsk« USA i vest.

Med Putin i Moskva og – ja, så blev det jo alligevel sådan – Donald Trump i Washing-ton har vi måske aldrig haft mere brug for tæt samarbejde mellem de europæiske lande end nu. Og så er netop dette nødvendige samarbejde mere eller mindre i opløsning som følge af folke(af)stemninger, der afslører det samme opgør mod det politiske establishment, som vi så i USA.

Varianter af nationalisme rammer land efter land. Vidtløftige økonomisk-politiske løfter, hvad enten det er om skattelettelser eller velfærdsforbedringer, får medvind på bekostning af langsigtede investeringer i klima, miljø og uddannelse, og den politiske retorik bliver mere og mere skinger. Og det gælder jo ikke bare for Trump over there. Hvem havde forestillet sig, at en folketingsformand ville kalde den internationale samarbejdsorganisation, som har sikret fred og frihed i Europa, for en rotterede?

Ja, jeg er altså en af dem, der synes, at verden er af lave – og ja, jeg havde hellere set et dansk ja ved den seneste EU-afstemning, et britisk ja fremfor Brexit, Hillary fremfor Trump osv. Og jeg frygter fortsættelsen med Marine Le Pen i Frankrig, et nej ved den italienske EU-afstemning og et jordskredsvalg i Danmark, hvor Nye Borgerlige bliver tungen på vægtskålen.

Jeg skal ikke afvise, at Trump kan blive mindre slem end frygtet. Vi har både hjemme og ude set positive overraskelser, og den slags skal ikke på forhånd være uvelkomne. Men uanset hvor overraskende konventionel Trump kan vise sig at blive, må vi ikke i lettelse glemme at analysere, diskutere og drage lære af, hvad der dog kunne føre til valget af ham, til Brexit og til tilsvarende vælgerbevægelser herhjemme.

Hvis vi fornægter, at vi, der repræsenterer det bestående – og endog er glade for det – har et problem, så bliver det et historisk problem.

• John Wagner er uddannet journalist, tidligere generalsekretær (K) og nu adm. direktør.