Fremtiden er som altid indhyllet i et tågeslør. Derimod giver bakspejlet præcis fokus og klare billeder.

Det er derfor ikke så svært at se, hvad der gik galt for det europæiske fællesskab gennem de seneste 60 år. Rom-traktaten er tænkt og udarbejdet som et stadigt tættere politisk samarbejde mellem de deltagende nationer med en fælles storpolitisk stat som endemål. Et fælles europæisk samfund, der skulle sikre fred, sikkerhed og velstand for de europæiske folk.

De seks lande bag Rom-traktaten var sig bevidst om det overordnede politiske mål og burde have realiseret den politiske føderation, inden man optog yderligere medlemsstater. Herefter kørte det politiske samarbejde af sporet. Ved hver eneste udvidelse af medlemskredsen blev det politiske budskab nedtonet og udvisket til fordel for en historiefortælling om det kommercielle samarbejde som det vigtigste.

Resultatet blev som bekendt, at vi nu sidder med 28 – snart 27 – lande, der har vidt forskellige opfattelser af samarbejdets formål og indhold. Samtidig har EU ladet sig forstene i et departementschefstyre udført af Kommissionen og med et parlament, der ikke har ret til lovgivning, men kun til sporadisk godkendelse af Kommissionens forslag.

EU er ikke i opløsning, men under dramatisk omdannelse. Den tyske og franske regering har klart og offentligt erkendt, at EU politisk ligger i ruiner. Både Merkel og Hollande ønsker en politisk letvægtsføderation af de stærkeste euro-lande, der udstyres med en folkevalgt eksekutiv præsident og et ligeledes folkevalgt parlament i to kamre som i USA.

Den nye føderation skal efter planerne bemyndiges til at varetage få, men vigtige politiske områder, så som penge- og finanspolitik, forsvar, indvandring og udenrigspolitik. Det vurderes, at flertallet af de nuværende EU-medlemsstater ikke ønsker deltagelse i føderationen. I stedet opretholdes et frihandelsområde, som vil være fælles for både føderationen og de ikke deltagende EU-lande.

Vi må håbe på, at planerne om en letvægtsføderation gennemføres hurtigst muligt. Europa har brug for en stærk politisk, kommerciel og militær kerne, der kan udgøre en stabiliserende faktor i en særdeles urolig verden.

Denne stabilitet i et styrket Europa vil også komme Danmark til gode. Den danske befolkning vil helt sikkert vælge at stå uden for den kommende føderation, men vil forhåbentlig beslutte sig for deltagelse, hvis føderationen udvikler sig til et frit, velstående og demokratisk fællesskab.

Asger Aamund er bestyrelsesformand.

Læs de øvrige fire debattørers holdninger: