Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

André Rogaczewski: »Vi har brug for stærke, moderne ledere«

»Krisen skyldes først og fremmest manglende politisk lederskab,« mener André Rogaczewski. Rom-traktaten - EUs grundlov - kan i dag fejre sin 60 års fødselsdag. Men samarbejdet mellem de (snart) 27 medlemslande knirker gevaldigt. Har EU en fremtid - og hvordan ser den i givet fald ud? Berlingske har spurgt fem debattører og politikere.

Foto: Hans Søndergaard Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

EU er uden tvivl i krise. Det er paradoksalt, at væsentlige dele af Europas befolkninger er kritiske over for EU-samarbejdet i en tid, hvor et stærkere samarbejde netop er nødvendigt for at løse vores udfordringer. Krisen skyldes først og fremmest manglende politisk lederskab i EU samt efterdønningerne fra finanskrisen.

Flygtningekrisen blev derefter et eksempel på, hvorledes en effektiv fælles EU-holdning kunne have gjort udfordringen håndterbar uden at puste voldsomt til nationalisme og populisme. Endelig var David Camerons indenrigspolitisk rettede sats på et JA ved folkeafstemningen nærmest uansvarlig i et fælles europæisk lys.

Et EU med en personaliseret røst og med klarere fælles beslutninger ville have formindsket opløsningstendenserne og påvirket os alle i en positiv retning baseret på et fælles værdisæt. Vi har brug for stærke moderne ledere som kan italesætte, hvordan vi i fællesskab og kun i fællesskab bør adressere klima, finanskrise og udfordringer med flere flygtninge. Og som samtidig forstår at kommunikere klart og tydeligt om alle de åbenlyse fordele i EU-samarbejdet. Havde vi det, ville vi stå et andet sted i dag.

Desværre kæmpes der nu i stedet en kamp mellem det europæiske fællesskab og en voksende nationalisme i de enkelte lande. Det er også en kamp mellem digitalisering og globalisering versus stagnation og protektionisme. En kamp mellem en ung og nytænkende generation versus en ældre og mere konservativ generation. Verden ændrer sig i rivende hast og de europæiske landes udfordringer er af global natur. De skal adresseres i fællesskab.

Historien har lært os, at kun ved hjælp af vækst og fælles værdiskabelse kan vi sikre den næste generation et bedre liv og et fredeligt Europa. Det kræver, at vi som europæere ender som vindere af den 4. industrielle revolution, hvor vi ved hjælp af digitalisering fremstår som mest innovative og værdiskabende. Kun på den måde bliver der nok at dele ud af. Men politikerne skal forstå, at de også har et ansvar for fundamentalt at påvirke befolkningerne - frem for bare at afkode stemninger på sociale medier.

Det kræver også, at de af os som er tæt på de store teknologiske forandringsvinde - og som forstår, hvor vigtigt det er for Danmark, at EU reformeres til at blive stedet, hvor fremtidens investeringer i teknologisk innovation og produktion skabes - blander os i debatten. Det haster. Europa har med digitaliseringen fået en ny chance for at vinde fremtiden. Den chance skal vi gribe – med Danmark i spidsen.

André Rogaczewski, CEO, Netcompany.

​Læs de øvrige fire debattørers holdninger: