Europas puls er mere vigtig end nogensinde efter Anden Verdenskrig. Efter i mange år at have været hengemt er EU og Europa nu på alles læber. Det store spørgsmål er, om vi vil hinanden? Vil vi udvikle vores del af verden sammen? Vil vi indgå de nødvendige kompromiser og arbejde for stabilitet, fred, miljø, klima, samhandel, social balance og migrationens udfordringer sammen, eller vil vi se det hele gå i opløsning?

Der er kræfter i vores tid, der taler inderligt om »nationernes Europa«. Men hvad er dette for et fænomen? Kan det løse nogle af vor tids udfordringer? Og er der plads til værdier som menneskerettigheder, mindretalsbeskytelse, ligestilling, ytringsfrihed, demokrati, som EU bygger på? Disse spørgsmål må vi holde populisterne op på.

Særligt én person ser ud til at være interesseret i at underminere vores velhavende, veluddannede, fredelige og frie del af verden, og det er Putin. Han kan ikke skabe succes for flertallet af borgere i Rusland. De må med længsel se på, hvordan vi lykkes med at have en stor middelklasse. Men også i EU er der udfordringer for middelklassen, der bliver mindre. Det forhold må vores ansvarlige nationale politikere tage højtideligt. Uden et skarpt blik for fordelingspolitiske spørgsmål inden for landene og mellem landene i EU vil ambitionen om fred og stabilitet blive udfordret.

Derfor er det afgørende, at vores nationale politikere konsekvent taler om de relationer, der er mellem danske politiske forhold og EU. Vi skal ikke længere bare høre om EU ved få festlige lejligheder. Nej, vi vil se sammenhængen mellem alle politikområder, og vores forbundethed med det forpligtende fællesskab.

Derfor er det både befriende og klogt, når formanden for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, tydeligt erklærer at være træt af gratis »blame game« og cherry picking. Dette må det nemlig være slut med i forbindelse med forhandlingerne med Storbritannien. Vi har vænnet os til ikke at blive uvenner over samhandelsregler, økonomiske ressourcer og fri bevægelighed inklusive dens følger. Det må forsøges fastholdt, men det bliver ikke enkelt.

Efter valget i Holland er der grund til forsigtig optimisme. Valget var en sejr til de midterpartier, der ikke bare siger, at EU er et nødvendigt onde. Valget i Frankrig er mere afgørende. Vi må sende et klart og tydeligt ønske om et fortsat solidarisk EU, der sammen tager kampen op mod terror, sammen løser migrations- og flygtninge-situationen og ikke mindst de klima- og miljøudfordringer, vores tid byder på. Kun sammen kan vi udvikle en stærk verdensdel med frihed, ligeværd og demokrati som helt ufravigelige grundværdier.

Stine Bosse er fmd. for Europabevægelsen.

​Læs de øvrige fire debattørers holdninger: