Terrorgrupper klar til aktion i Danmark

Ifølge PET er militante islamister i Danmark rustet til et terrorangreb a la det, der ramte Frankrig onsdag.

Foto: REUTERS TV

Et terrorangreb som det, der onsdag dræbte mindst 12 mennesker i Paris, kan også blive blodig virkelighed her i Danmark. I hvert fald er der her i landet allerede militante islamister, der har de fornødne forudsætninger til at gennemføre et terroranslag med håndvåben sådan som det i Frankrig.

Det vurderer Center for Terroranalyse (CTA) under Politiets Efterretningstjeneste.

»CTA vurderer, at der i Danmark eksisterer kapacitet til at gennemføre terrorangreb med lettilgængelige våben eller andre forhåndenværende midler,« skriver PETs terroranalytikere i »Vurdering af terrortruslen mod Danmark«.

»Sådanne angreb kan gennemføres spontant eller med kort planlægningshorisont,« fastslår Center for Terroranalyse i den  seneste og knap fire uger gamle risokovurdering

Ifølge PET giver onsdagens angreb på det franske, satiriske ugeblad, Charlie Hebdo, dog ikke for indeværende anledning til at ændre vurderingen af terrortruslen herhjemme, meddelte Politiets Efterretningstjeneste efter terrorsanslaget i den franske hovedstad.

Men truslen mod Danmark er i forvejen også »alvorlig« - som PET udtrykker det - og det skyldes ikke mindst konflikten i Syrien og Irak og de herboende muslimer, der rejser ned for at bakke op om den militant islamistiske bevægelse Islamisk Stat.

»Det stigende antal hjemvendte fra Syrien og Irak med militære færdigheder og kamperfaring øger truslen om simple angreb med større effekt samt serieangreb, hvor der foretages flere angreb i forlængelse af hinanden,« påpeger CTA.

Indtil videre drejer det sig om i alt »mindst 110 personer«, der enten er eller har været udrejst til slagmarken i Syrien og Irak. Men da det ikke er dem alle sammen, der slutter sig til Islamisk Stat, er antallet af hjemvendte potentielle jihadister ikke større, end at PET burde kunne holde øje med dem, mener flere terror- og sikkerhedseksperter herhjemme.

Islamisk Stat eller al-Qaeda?

Det er ikke kun i Danmark, at efterretningstjenesten frygter terrorangreb fra hjemvendte Syriens-krigere - og andre islamister, der ikke har været på slagmarken, men sympatiserer med Islamisk Stat.

Det samme gør myndighederne andre steder i Europa, herunder i Belgien, der allerede er blevet ramt en gang. I foråret dræbte en hjemvendt Syriens-kriger fire mennesker på et jødisk museum i hovedstaden Bruxelles.

Men måske har de tre gerningsmænd, som tusindvis af franske betjente onsdag aften fortsat jagtede, slet ikke noget med Islamisk Stat at gøre.

En satiretegner, der overlevede terrorangrebet, siger til tv-stationen France 24, at gerningsmændene fortalte hende, at de var fra terrornetværket al-Qaeda. Og ifølge britiske Channel 4 News råbte en af terroristerne følgende til et vidne: »Fortæl medierne, at det var al-Qaeda i Yemen«.

»I givet fald er terrortruslen nu endnu mere kompleks og farlig,« siger Naser Khader, der er seniorforsker ved tænketanken Hudson Institute i Washington.

Han mener, at al-Qaeda har en stor interesse i at angribe netop Charlie Hebdo - og ikke kun fordi ugebladets chefredaktør, Stephane Charbonnier, siden 2013 har stået på al-Qaedas dødsliste på grund af "forbrydelser mod Islam."

»Al-Qaeda føler sig trængt af Islamisk Stat, der har held med at tiltrække jihadister og salafister verden over. De to terrororganisationer konkurrerer om at tage monopol på islam, og derfor vil det være et scoop for al-Qaeda at slå til mod Charlie Hebdo,« siger Naser Khader, der understreger, at al-Qaedas  gren i Syrien, al-Nusra Fronten, også tiltrækker muslimer fra Europa til kampen mod det syriske regime.

Derfor kan de tre gerningsmænd være hjemvendte Syriens-krigere. Ifølge den satiretegner, der overlevede massemordet, talte de tre mænd fejlfrit fransk, og den private, amerikanske efterretningsorganisation, Stratfor, skriver i en analyse, at gerningsmændene ifølge fotos og videoer fra angrebet  synes at være veltrænede.

»Dermed er det muligt, at de har modtaget træning i brugen af lette våben (måske i en lejr for jihadister i udlandet) eller har kæmpet med jihadister udenlands,« skriver Stratfor.