Franskmænd i chok: »Mit hjerte galoperer stadig«

Frankrig er rystet efter terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo, der har foreløbigt kostet 12 journalister, satiretegnere og politibetjente livet. Folk på gaden tæt på gerningsstedet er præget af lige dele chok, vrede og sorg.

PARIS: Ambulancerne passerer med få minutters mellemrum fra satiremagasinet Charlie Hebdos redaktion i Rue Nicolas Appert  i Paris' centrum, hvor mindst 12 journalister, satiretegnere og politibetjente blev dræbt onsdag kort før middag.

På en video af de to gerningsmænd, der forlader Charlie Hebdo, råber de død over Charlie Hebdo, og at de har hævnet profeten for de satiretegninger af profeten Muhammed, som Charlie Hebdo i flere omgange har trykt.

Azoulay er pensionist og bor få gader fra Charlie Hebdo, som han har læst hele livet, og hvordan nogle mennesker kan finde på at dræbe satiretegnere, er ham fortsat fuldstændig uforståeligt flere timer efter attentatet.

"Jeg er meget chokeret, og mit hjerte galoperer stadig. Jeg har læst Charlie Hebdo, siden jeg var helt lille og føler derfor, at jeg kender tegnerne. Det er et angreb på os alle sammen og vores frihed," siger han med lav stemme og ryster på hovedet.

Det er folk i alle aldre, hudfarver og fra alle religioner, der står ved politiets mange afspærringer omkring den blok, hvor Charlie Hebdo ligger.

"Det er et angreb på den franske frihed og ytringsfriheden. Det er horribelt, at nogen kan finde på at gøre det på grund af karikaturer. Hvad bliver det næste? Jeg er studerende og skriver selv musiktekster. Jeg er rystet," fortæller Romain.

Han er også dybt forundret over, at politiet ikke har passet bedre på Charlie Hebdos redaktion, fordi det har skabt stor debat om ytringsfriheden i Frankrig hver gang, Charlie Hebdo har trykt karikaturer af profeten Muhammed.

Azoulay kan heller ikke begribe den dårlige sikkerhed om Charlie Hebdo.

"Der var to politifolk, men de blev dræbt. Jeg forstår ikke, hvordan det kan ske. Sikkerheden har ikke været god nok. Slet ikke når man tænker på al den fokus, der er med de anti-islamiske demonstrationer og moddemonstrationer i Tyskland," siger han.

Politiet beder på ny folk flytte sig, så endnu en ambulance kan komme forbi, men lyden fra ambulancen erstattes af en højlydt debat. En ung mand har stillet sig op og taler med høj stemme. Han vil tydeligvis have opmærksomhed og får den straks fra tv-kameraer, fotografer og journalister.

Han er fra det højreradikale parti Front Nationals ungdomsafdeling, og han mener, at den islamistiske ekstremisme har alt for let spil i Frankrig. En række tydeligt provokerede muslimer engagerer sig ophidset i debat med ham. Han skal ikke skære alle muslimer over en kam, siger de. De er lige så forfærdede over terrorangrebet som alle andre.

Den unge mand fra Front National siger straks, at han ikke talte om alle muslimer, men islamiske fundamentalister. Den køber hverken de muslimske debattører eller Romain dog.

"Det er uhyrligt, at Front National forsøger at profitere på det her," mener Romain, der står og lytter med.

Josef, der selv er jøde og fra Bruxelles, vil heller ikke være med til at skyde skylden på alle muslimer, men han mener, at imamerne har et ansvar for at forklare religionen bedre, så den ikke bliver misbrugt.

"Man skal ikke skære muslimer over én kam, men det globale billede er, at religionen bruges til sådan noget her. Selve religionen er ikke problemet, men alle imamer kan ikke have forklaret religionen godt nok, når den bliver misbrugt på den måde," siger han.

Han frygter, at det kan være syrienskrigere, der er vendt hjem, som står bag, ligesom det skete med angrebet på det jødiske museum i Bruxelles sidste år.

"Vi har også lige haft et angreb på det jødiske museum i Bruxelles. Vi har et problem med syrienskrigere, der vender hjem. Vi bør ikke lade dem komme tilbage," mener Josef.

Tæt på står en gruppe unge journaliststuderende med skilte med teksten: "Jeg er Charlie". Budskabet er, at Charlie Hebdos ånd og mod til karikaturer ikke må dø, fortæller de.

Ifølge Azoulay er opbuddet på nogle hundrede folk, der viser sympati med de dræbte ved de forskellige afspærringer, dog ikke imponerende i forhold til tragediens omfang.

"Jeg gik rundt om blokken og er chokeret over, at der ikke er flere mennesker på gaden. Det er et angreb på os alle sammen," siger han med lav stemme og triste øjne, mens han ryster på hovedet igen, og endnu en ambulance forlader blokken.