Syv år efter 11. september er al-Qaeda svækket

Syv år efter terrorangrebet på USA er al-Qaeda svækket såvel moralsk som operationelt. Og terrornetværkets fristed i det nordvestlige Pakistan er ikke så sikkert, som det tager sig ud. Det vurderer amerikansk terrorforsker.

Terrortruslerne mod den vestlige verden kommer i dag fra internetsider og videoklip. Men al-Qaeda er svækket, mener den fremtrædende amerikanske forsker William McCants. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Når det verdensomspændende terrornetværk al-Qaeda – som fredag i sidste uge – truer Danmark med endnu et hævnangreb på grund af Muhammed-tegningerne, er det ikke ensbetydende med, at truslen bliver ført ud i livet. Omvendt vil det være forkert at udelukke muligheden, og det er også slemt nok i sig selv. Terrorens væsen er at skræmme.

Men skal der alligevel konkluderes noget på syvårsdagen for terroranslaget mod USA den 11. september 2001, så er det, at Osama bin Ladens terrormaskine ikke er, hvad den har været. Den er på flere områder svækket, og noget tyder på, at USA er ved at få bin Laden selv i sigtekornet.

Det vurderer den amerikanske terrorforsker, William McCants, der det seneste årti har viet sit liv til at studere de militante islamister – også kaldet jihadisterne.

»Fra terrorangrebet i 2001 og til slutningen af 2007 var der en opfattelse af, at al-Qaeda gik fra sejr til sejr. Men herefter er moralen dykket alvorligt blandt andet af følgende to grunde: Irak, hvor al-Qaeda er trængt, og fordi flere af netværkets fremtrædende medlemmer med intellektuel vægt har vendt sig mod organisationen,« siger William McCants, der netop har besøgt Danmark i forbindelse med et seminar på Dansk Institut for Internationale Studier.

Demoraliseret
Den amerikanske ekspert understreger, at der i internationalt i offentligheden er ved at brede sig en opfattelse af, at al-Qaeda er ved at blive besejret. Og uanset om glasset nu er halvt fuldt eller halvt tomt, så er det vigtigt, fordi det demoralisere verdens militante islamister. Det ved William McCants, fordi han bruger en hel del af sin tid på at overvåge jihadisternes hjemmesider.

»De arabiske hjemmesider giver et indblik i jihadisternes kampmoral. Irak er et godt eksempel. I 2006 var der megen begejstring på siderne over etableringen af det, de hellige krigere kalder Den Islamiske Stat i Irak. På mange af hjemmesiderne er der sågar et slags ur, der opdaterer, hvor mange dage det er siden den islamiske stat i Irak blev stiftet. Men begejstringen er blegnet. Der er nu megen pessimisme med hensyn til Irak. Fokus er skiftet til kampen i Afghanistan,« fortæller William McCants, der taler flydende arabisk.

»I Mellemøsten – fra Egypten til Iran – har al-Qaeda ikke store succeshistorier. Og selv om jeg er meget forsigtig med at erklære en dødsdom over en terrororganisation – især al-Qaeda, så har Mellemøsten været en katastrofe for al-Qaeda. For eksempel erklærede en gruppe, der præsenterede sig som en del af al-Qaeda, sidste år, at den ville gennemføre en lang række angreb i Egypten. Men der har ikke været et eneste. Og i Saudi-Arabien har der været flere celler, der har forsøgt sig, men igen en total fiasko, og Mellemøsten er altså centrum for al-Qaedas virksomhed,« fastslår William McCants, der er forsker ved Center for Terrorbekæmpelse under det amerikanske militærakademi West Point.

Problemet i Pakistan
Omvendt er det rigtigt, at al-Qaeda står stærkere i stammeområderne i det nordvestlige Pakistan langs grænsen til Afghanistan.

»Her er al-Qaeda ikke tæt på nederlag. Heller ikke selv om flere af de operationelle ledende medlemmer er blevet dræbt i de forløbne måneder. Noget tyder på, at USA et eller andet sted fra får rigtig gode efterretninger, og at vi vil se endnu flere af disse amerikanske nålestiksangreb på al-Qaeda folk i det nordvestlige Pakistan. Og jeg vil ikke være overrasket, hvis Osama bin Laden og Zawahari i løbet af de næste to-tre år bliver dræbt. Og hvis de er væk, så får al-Qaeda svært ved at overleve. Der er dog en fyr – Abu al-Libbi – der kan holde organisationen sammen, hvis han overlever. Men hvis han også falder fra, så ser det sort ud for al-Qaeda, fordi de ledende medlemmer er selve symbolet på bevægelsen. De er selve brandet, og det, at de måned efter måned kommer med erklæringer og viser, at de er i live, opretholder moralen,« forklarer William McCants.

Han peger også på en anden grund til at være varsom med at erklære al-Qaeda død og begravet.

»Terrornetværket forsøger fortsat at ramme USA og Europa, og på militante islamisters hjemmesider er der store forventninger til et angreb på Israel. Der tales ligefrem om en tidsfrist, nemlig 2010. Men Zawahiri (al-Qaedas næstkommanderende, red.) forsøger i sine indlæg at nedtone forventningerne, og det tror jeg skyldes al-Qaedas begrænsede operationelle muligheder. Samlet set er de al-Qaedas operationelle rækkevidde langt mere begrænset end før 11. september, fordi efterretningstjenesterne er langt mere på vagt,« siger William McCants, der derfor også mener, at terrornetværkets seneste trussel mod Danmark skal tages med et gran salt.

»Organisationen har næppe kræfter til at angribe selve Danmark, og det tyder på, at al-Qaeda vil forsøge at ramme danske interesser i Afghanistan eller Pakistan,« siger han.