Terrorkrigen uden vinder

Terrornetværket al-Qaedas største bedrift siden angrebet på USA i 2001 er organisationens fortsatte eksistens, mener dansk terrorekspert, der peger på herboende militante islamister som den største trussel.

Foto: Scanpix/Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Syv år efter at terrorkrigen blev skudt i gang med angrebet på USA den 11. september 2001, kan der endnu ikke kåres en vinder.

Det fastslår Martin Harrow, der forsker i militant islamisme og terrorisme ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

»Al-Qaedas største bedrift siden 2001 er organisationens fortsatte eksistens. Krigen mod terror har gjort det vanskeligt for organisationens medlemmer at rejse, kommunikere internt, træne, planlægge aktiviteter, flytte penge osv,« påpeger Martin Harrow, der understreger, at flere af al-Qaedas operative i løbet af de seneste syv år enten er blevet dræbt eller taget til fange. På chef-niveauet er der derfor sket mange udskiftninger.

»Man må antage, at årsagen til, at Osama bin Laden og Zawahiri (al-Qaedas næstkommanderende, red.) endnu ikke er blevet fanget, er, fordi de holder sig isoleret fra den øvrige organisation. Samtidig har al-Qaedas hovedfokus altid været den arabiske verden og i særdeleshed Saudi Arabien, men hverken her, i Irak eller andre steder i Mellemøsten har al-Qaida kunnet fastholde en betydningsfuld tilstedeværelse.«

Terroristerne iblandt os
Ifølge Martin Harrow er den virkelige trussel mod den vestlige verden ikke en tilrejsende fanatiker fra Pakistan eller Saudi Arabien, men mennesker der bor og lever i Vesten, og som stiller sig til rådighed for militant islamisme.

»Det er mennesker, der føler en vrede mod vesten, og som identificerer sig med muslimer i andre lande. De har et behov for at handle og søger derfor kontakt med ligesindede. Hvorvidt det nogensinde bliver til handling, og i givet fald om det bliver i Tjetjenien, Irak eller København, afhænger af, hvem de kommer i kontakt med. Man bliver ikke terrorist på en gang, man skal igennem en ideologisk modning, inden man kan retfærdiggøre terrorhandlinger og skal derudover erhverve sig de nødvendige praktiske færdigheder for at planlægge og udføre et angreb,« anfører Martin Harrow.

Han forklarer, at terrorangreb i Vesten hovedsageligt planlægges og udføres af lokale, da der er en tydelig hjemmebanefordel for terrorister. Individer tiltrækker sig mindre opmærksomhed i deres eget miljø, de kender de potentielle mål og skal ikke finansiere hoteller og lignende. Men – vurderer Martin Harrow – mindst halvdelen af alle terrorplaner går i vasken, inden de udføres.

»Hidtil har de vestlige myndigheder været i stand til at standse de fleste af denne type angreb, inden de er blevet til noget. Så længe der vedbliver at være et miljø, som individer, der stiller sig til rådighed for militant islamisme, kan udvikle sig i, vil der imidlertid være en trussel mod vestlige mål – og det helt uafhængigt af hvilke al-Qaeda chefer der fanges i de pakistanske grænseområder,« påpeger Martin Harrow.